Tophingst til Katrinelund

19-02-2024 16:18
Avl

Den højtprofilerede avlshingst Floriscount er netop kommet til Katrinelund, hvor den i et nyt samarbejde mellem hingsteholder Ib Kirk og den tyske avler og ejer Clemens von Merveldt skal stå opstaldet og være til rådighed for de danske avlere i 2024

Copyright Ridehesten.com
Floriscount i 2014 med Oliver Oelrich. Foto: Ridehesten.com/Thomas Bach Jensen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Floriscount e. Florencio/ Donnerhall er en 19-årig dressurbetonet stjernehingst med mange succesfulde afkom på CV'et. Ib Kirk, indehaver af Katrinelund Hingstestation, har tidligere forhandlet sæd fra Floriscount, og nu kommer hingsten altså til Danmark, hvor den i kommende bedækningssæson vil stå opstaldet på Mors på Katrinelund.

Floriscount er avlet og ejet af den tyske greve Clemens von Merveldt, og hingsten er kåret i et utal af avlsforbund. I 2018 stillede den til kåring i Dansk Varmblod, hvor den udmærkede sig og blev kåret i DV. Der er 163 afkom efter Floriscount registreret i det danske Hestedata, hvilket er højst usædvanligt for en hingst, der ikke på noget tidspunkt, før nu, har været opstaldet fast i Danmark. Det tyder altså på, at Floriscount har fundet vej til de danske avleres hjerter, og det med fine afkom til følge.

Copyright Ridehesten.com
Floriscount til hingstefremvisning på Katrinelund i 2018, da den første gang stod til rådighed for danske avlere. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard

En glad hingsteholder
Ib Kirk er på hestetur i Tyskland, da Ridehesten ringer ham op. Han er tydeligt glad for det nyetablerede samarbejde med greven, der i egen person i går afleverede Floriscount på Katrinelund:

Jeg er meget stolt over, at Floriscount kommer til Danmark, hvor han vil stå til rådighed for de danske avlere. Han er jo en ældre herre, så vi skal holde ham fit for fight og planlægger ikke at tage ham med til Herning i år, når han først lige er ankommet. Men vi viser ham frem til vores Hingstefremvisning i april og glæder os meget til, at avlerne her kan beskue ham. 

Fra en landmand til en anden
Clemens von Merveldt er uddannet indenfor agrikultur og driver et større landbrug. Også på Katrinelund kører de selv ud med traktor og plov, hvor markerne rundt om hingstestationen bl.a. bruges til at få hø og halm til hestene. Ib griner lidt i telefonen og siger, at det må være det, der er skyld i, at det lykkes at få Floriscount til Danmark: 

Det må næsten være vores fællesskab omkring landbruget, der gør, at Floriscount kommer til Mors. Greven er meget glad for hingsten og ville egentligt gerne have den stående hjemme hos sig selv, men aftalen faldt heldigvis på plads imellem os to landmænd, lyder det fra Ib.

Copyright Ridehesten.com
Tophøjs Falchetto i 2020, præmiehingst i DV. Foto: Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Far til præmiehingst – og mange flere afkom
Floriscount er blevet anvendt i dansk avl gennem en årrække, og af DV-registrede afkom efter Floriscount kan bl.a. nævnes Tophøjs Falchetto, der blev færdigkåret i DV som præmiehingst i 2020. Desuden er der flere medaljehopper i DV med Floriscount som far.

Derudover kan det nævnes, at dressurrytter Anna Zibrandtsen har upcoming–stjernen den 10–årige Tophøjs Florentina e. Floriscount/ Solos Landtinus (opdr. Anette Nilausen og Niels–Jørgen Johansen) med hvem hun i slutningen af 2023 vandt MA1 til landsstævne på. 

Til de to seneste Blue Hors auktioner har Floriscount afkom også brillieret. Til Blue Hors Youngsters auktionen var den dyreste DV-registrede hest efter Floriscount. Der er tale om Tophøjs Florian DWB e. Floriscount/ Tailormade Temptation (opdr. Anette Nilausen og Niels–Jørgen Johansen) , der blev solgt til familien Würtz Green.
Til Blue Hors Future auktionen var det Svalegårds Freeway e. Floriscount/ Romeo (opdr. Svalegården), der blev aftenens dyreste. Freeway er i øvrigt avlet af ægteparret Krabbe, som er forældre til Marie Krabbe, der driver Katrinelund med partneren Ib.

Indenfor andre avlsforbund har Floriscount også lavet et stort antal succesfulde afkom.

Copyright Ridehesten.com
Floriscount i 2014 med Oliver Oelrich. Foto: Ridehesten.com/Thomas Bach Jensen

Uddannet til højeste niveau
Floriscount har ikke kun haft travlt som avlshingst – den er også uddannet hele vejen til Grand Prix af den tyske rytter og tidligere ungdomslandsholdstræner i Tyskland, Olivier Oelrich. I 2017 overtog von Merveldts datter Patricia Seddig Floriscount med sejre og placeringer på Intermediare og Grand Prix niveau til følge.

Se Katrinelunds Instagram opslag, hvor Floriscount netop er ankommet til Katrinelund og ude på sin første ridetur, her med greven på ryggen:

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner