Annika Knudsen Lorentsen
Det kan være hårdt for hesten at præstere på det niveau, som vi forlanger, når den skal gå i sporten. Det er en stor belastning af væv, organer og kredsløb. Denne belastning tåler hesten, uden problemer, såfremt den er sund og rask, men ved mindre sygdom eller skade, kan der være en stor risiko forbundet med at presse hesten.
Derfor er et vist kendskab til hestekroppens opbygning og funktion vigtigt i forhold til at erkende og tolke tidlige tegn på sygdom og skade.
Nedenfor finder du otte punkter, som er gode at være opmærksomme på, når man vil holde øje med hestens helbred.
1. Feber
Når hesten får feber skyldes det, at organismens temperaturregulering er indstillet på et højere niveau end normalt. Årsagen til feber er som regel infektion med bakterier eller virus. Feber er hestens egen måde at bekæmpe sygdomme på, fordi de fleste bakterier hæmmes, når temperaturen stiger over 38 grader.
Hvis man observerer, at ens hest viser symptomer på feber, så bør man måle hestens temperatur. Den kan man måle med et almindeligt termometer i hestens endetarm. Normaltemperaturen hos en voksen hest bør være mellem 37,5 og 38,5. Hvis hesten har en virusinfektion kan temperaturen stige til 40-41 grader. Efter arbejde og efter fodring vil hestens temperatur stige, så for at danne sig et overblik over hestens normaltemperatur skal den tages om morgenen og/eller om aftenen inden fodring og arbejde. Det kan være en god idé regelmæssigt at måle hestens temperatur, så man kender netop sin egen hests normaltemperatur.
2. Åndedræt
Hesten trækker vejret gennem næsen, hvorefter luften passerer svælget og via luftrøret, når lungerne. Luften trækkes ind gennem næsehulerne, idet brystkassen udvides, og når den atter formindskes, presses den ”brugte” luft samme vej ud igen. Det er muskler mellem ribbenene og i mellemgulvet, som sørger for åndedrætsbevægelserne fungerer optimalt.
Når hesten er i hvile, og er afslappet, vil hvert åndedrag være på ca. 4 l luft, og den vil ånde mellem 7 og 15-16 gange pr. minut.
3. Mave-tarm-lyde
Lyt til lydene i hestens bughule i flankerne på begge sider. Her vil man normalt kunne høre et miks af gurglende, ”knurrende” lyde, som tegn på, at hestens mave og tarmfunktion er på arbejde med at omsætte foderet til energi. Er de lyde formindsket eller nærmest ikke til stede, kan det være tegn på kolik. Ved vindkolik eller gæringskolik vil bugen blive udspilet, og ved at lytte til flankerne, kan man høre metalklingende og boblende lyde.
4. Puls og kredsløb
Blodet gennemstrømmer hele hesten, indesluttet i et lukket kredsløb, og det er hjertet som pumper blodet rundt i karsystemet. Hjertets sammentrækninger sker med regelmæssige, rytmiske bevægelser. I hvile mellem 25-40 gange, ved hurtigt arbejde indtil ca. 120 gange i minuttet. Den maksimale pulsfrekvens en hest kan få, er individuel og arveligt betinget, men ligger oftest mellem 210 – 240 slag pr. minut.
5. Slimhinder og gummer
Hestens synlige slimhinder på gummerne (tandkød) bør være lyserøde og fugtige uden pletter eller blødninger. Er de misfarvede, gullige eller blålige, er det et sygdomstegn.
Ved at presse på hestens gummer med en finger, kan man kontrollere, hvor hurtigt det tager for tandkødet at skifte fra hvid til pink farve (hvilket indikerer hvor hurtigt de små blodkar igen fyldes af blod). Hos en sund hest vil det tage et til to sekunder for tandkødet at skifte farve. Tager det længere tid, kan det være et tegn på dehydrering, chok eller blodtab.
6. Varme i hoven
Hestens hove skal normalt være kølige. Temperaturen kan variere med arbejde eller såfremt hesten står i solen, eller i en madras med stor varmeudvikling. Konstaterer man, ved at føle på hoven, at den virker varm, så bør man kontrollere temperaturen i forhold til de øvrige hove. En varm hov kan være tegn på en betændelsestilstand. Ved mistanke om, at der er noget galt i hoven, eller hvis hesten måske ligefrem er halt, er det en god idé at mærke efter pulsen i hestens ben, da det kan indikerer om der er en betændelsestilstand i hoven.
7. Væskeindtag
Man regner med, at hesten skal drikke 40 ml pr. kg kropsvægt i hvile. En ridehest, der vejer 500 kg, skal således drikke mindst 20 liter pr. døgn. Ved arbejde kan konsumeringen fordobles. Hesten skal konstant have adgang til frisk vand, og det kan være en god idé at kontrollere hestens væskeindtag, hvis man har mistanke om, at hesten ikke drikker nok. Det gælder særligt i forbindelse med mere stressede situationer, som under transport eller ved stævne.
8. Urinmængde og gødning
Vandladning skal foregå uden besvær og i en stråle med en klar lysegul farve. Det er normalt, at urinen skummer, når den rammer jorden. Hesten afgiver ca. 5 liter pr. døgn. Dette varierer afhængigt af, hvor meget væske hesten indtager, og hvor meget den sveder.
Hestens gødning skal være kugleformet, fugtig, og skal kunne gå i stykker ved berøring. Får hesten diarré kan det dels skyldes foderændringer eller stressbetingede ændringer af tarmfloraen med kokasselignende, ildelugtende gødning. Diarré kan også være tegn på et parasitproblem, så her vil det være en god idé at få taget en gødningsprøve.
