Tid til behandling af orm

28-10-2015 15:55

Efteråret er det tidspunkt på året, hvor der er størst koncentration af orm i hestene. Ormene optages af hestene når de græsser, og når der nu ikke længere er så meget græs,og hestene tilbringer mere tid på stald, er efteråret et rigtig godt tidspunkt at tjekke og behandle sin hest for orm

Copyright Ridehesten.com

Heste kan bære rundt på forskellige orm i tarmene. Cyatostomer er orm, der lever deres voksne liv i hestens tarm. Det er æg fra disse orm, der udgør langt de fleste af de ormeæg, der findes ved almindelige gødningsundersøgelser. Cyathostomer kan optræde i stort antal i hestes tarme også uden, der observeres sygdom hos nogle heste.Men cyathostomer kan også svække heste, så man oplever nedsatte præstationer fra hestene eller mere eller mindre alvorlig diarre. I særlige tilfælde kan livstruende tarmbetændelse med sprøjtende diarre opstå på få dage.

I Danmark har vi en restriktiv tilgang til brugen af ormemidler. Det vil sige, at dyrlægen udleverer medicin på recept hvis det vurderes, at hesten er inficeret med orm. Vurderingen foretages på baggrund af en analyse af hestens gødning, hvori der optælles æg. Er der mere end 200-250 EPG (Æg pr. gram gødning) skal hesten behandles med et ormemiddel. Grunden til den restriktive tilgang skyldes frygten for resistens. Resistens betyder evne til at modstå, og det er ormene, der kan blive resistente over for ormemidlerne. Er der først orm, der bliver modstandsdygtige over for et ormemiddel kan deres afkom også blive modstandsdygtige - og så har vi et problem. Der er ikke kommet nye ormemidler på markedet i mange år, så de der er skal benyttes med omtanke. I Danmark har vi nu i flere år haft en restriktiv tilgang til brugen af ormemidler, og det har bevirket, at vi har meget få tilfælde af resistente orm. 

Her findes ormene
Mundhulen                                  Bremselarver
Mavesækken                              Bremselarver
Tyndtarm                                      Spoleorm og trådorm
Stortarm/blindtarm                  Bændelorm
Stortarm                                        Blodorm
Endetarm                                      Haleorm
Yver                                                 Trådorm
Blodkar                                           Blodorm
Lunger/lever                                Spoleorm 

 


Læs mere om orm og behandling af dem i kommende nummer af Ridehesten

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner