Tænk dig om i trafikken

29-01-2014 09:00

Britt Carlsen

Her i den mørke tid gælder det om at være synlig, såfremt man bevæger sig ud i trafikken - også sammen med sin hest. En tragisk dødsulykke kostede i midten af januar to unge norske piger livet, da de kørte ud på landevejen med deres hest forspændt en sulky

Her i den mørkeste tid på året gælder det om at være meget synlig i trafikken, især i sneglat føre, hvor bilisterne måske kan have vanskeligt ved at bremse og udvige i tide. Skal man på vejen med hesten til træning ol. så skal hest og rytter være synlig med reflekser og lys. Uheldet kan være ude, når man begiver sig ud i trafikken. 

Senest er to unge piger; Tiril Alette Huser Bølge (11 år) og Sara Christiane Holedahl Sandsmark (13 år) omkommet som følge af alvorlige hovedskader, som de pådrog sig i en trafikulykke ved Ullevål i Norge. De to piger sad på en sulky bag en hest, da de blev påkørt af en bil ved 14.30 tiden. Føren af bilen slap fysisk uskadt fra ulykken, og det samme gjorde hesten.

Heste i trafikken
Der er mange trafikanter, som ikke ved, hvordan man forholder sig til heste og deres reaktionsmønstre. Hesten er et flugtdyr, og den kan reagerer uforudsigeligt, såfremt den bliver forskrækket. Og selv den mest rolige, trafikvandte hest, kan reagere voldsomt og springe til siden. 

Når du rider i trafikken
Som rytter er der en række gode råd, du skal følge, for at du og din hest kan færdes sikkert i trafikken.

  • Du må ikke ride på cykel- og gangstier.  Rid i højre side af vejen, medmindre der er en særskilt ridesti. 
  • Husk altid din ridehjelm.
  • Rid én og én i højre side af vejen. Kun, hvis I er mange, skal I ride to og to.  
  • Rid aldrig for løse tøjler.  
  • En ung og urolig hest bør følges med en erfaren og rolig hest. Den erfarne hest bør gå tættest på trafikken.  
  • Giv tegn i god tid, så de andre trafikanter er forberedte på, hvad du vil gøre.  
  • Kryds vejen samtidig og hold samling på gruppen. Lad aldrig heste vente på hinanden på hver sin side af vejen. Heste er flokdyr, og en ventende hest kan finde på at løbe efter de heste, der allerede er kommet over vejen.
  • Kryds altid vejen, hvor der er godt overblik.
  • Rider du, når det er mørkt, skal du have en lygte på venstre ben. Lygten skal lyse hvidt fremad, rødt bagud, og være synlig på mindst 150 m afstand. Hesten skal have refleksbånd på alle fire ben, og de skal være mindst fem cm brede. Vil du være mere synlig, kan du tage en refleks- eller diodevest på, og give hesten et lyst dækken på, gerne med påsyede refleksbånd.
  • Fodgængere skal altid passeres i skridt. Hvis en cyklist ønsker at overhale, så tag ned i skridt 

Når du skal forbi en hest
Hvordan skal du forholde dig, når du skal forbi en hest enten i bil eller på cykel?

  • Sæt farten ned og kør forbi i god afstand.
  • Kan du ikke komme forbi, så hold afstand til hesten, indtil du kan passere.
  • Heste bliver ofte bange for uvante lyde og ting, den ikke kender. Hvis du kører med en last, der rasler eller flagrer, skal du være ekstra forsigtig.
  • Holder du stille og lader hesten passere, så vent med at starte og speede op til hesten er et stykke væk.
  • Vær opmærksom på, om rytteren giver tegn til dig, f.eks. om at sænke farten eller stoppe op.
  • Blænd lyset ned, når du møder en hest i mørket.

På cykel

  • Cyklen er næsten lydløs. Derfor opdager hest og rytter ofte først cyklen, når den er meget tæt på. Det kan overraske og skræmme hesten. Vær sikker på, at hest og rytter ved, du nærmer dig. Kald på rytteren fra god afstand eller brug evt. ringklokken. 
  • Hold god afstand, når du kører forbi.
  • Vær opmærksom på, om rytteren giver tegn til dig, f.eks. at sænke farten eller stoppe op.

Kilde: www.sikkertrafik.dk

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner