Nina Marie Villadsen
Miniatureheste har en makshøjde på 38 tommer, stammer oprindeligt fra shetlandsponyer og er fremavlet med et specifikt fokus på deres størrelse. De kræver den samme pleje og pasning som større hesteracer, men pga. deres størrelse er det mindre krævende mht. plads, fodermængde mv. Som man ofte ser det, når en race avles specifikt med en ønsket størrelse, farve eller lignende for øje, så kan der med de ønskede kvaliteter følge nogle uønskede. Hos miniaturehestene er det fx dværgvækst, hvor dværghestene ikke blot er mindre, men også har varierende grader af uønskede bygningsfejl – de kan være så slemme, at hesten er i konstant smerte og ude af stand til at stå eller bevæge sig. Særlige helbredsproblemer hos miniatureheste Miniatureheste bliver lettere overvægtige, da de ofte får for meget at spise i forhold til deres størrelse og motioneres mindre end fx ride- og køreheste. Holdes de normalvægtige kan flere af de øvrige helbredsproblemer undgås. Man ser oftere tandproblemer, da de har samme antal tænder som større heste, men betydeligt mindre hoveder. Over- og underbid ses ofte, ligesom sinus infektioner ses hyppigere pga. tandrødderne fylder ved sinus. Miniaturehestene har også en tendens til at beholde deres babytænder, hvilket kan give dem problemer med at tygge. Kombinationen mellem en god appetit og tandproblemer giver ofte anledning til kolik. Der er forskelle i stofskiftet mellem miniatureheste og større hesteracer, som øger deres risiko for hyperlipæmi. Tilfælde med svære folinger er hyppigere hos miniatureheste end hos større racer, hvilket man regner med kan skyldes et smalt bækken hos hoppen i forhold til føllets størrelse, samt en anormal position af fostret. Ligeledes oplever man flere aborter hos miniaturehestene. Eklampsi er ligeledes hyppigere hos miniatureheste end hos store racer. Miniaturehestenes størrelse kan både være en fordel og en ulempe, men med viden om deres særlige helbredsmæssige udfordringer er både ejerne og miniaturehestene bedre rustet. Kilde: The Horse
