Rebecca Sofie Larsen
For lidt over 2 uger siden var Armantic og jeg til et ride for dommer arrangement på Riders Cup. Vi red et para-program kaldet NPT-521 (svarer til LA1). Som nogle af jer læsere måske har bemærket i mine andre indlæg, så har vi ikke haft de bedste oplevelser hvad angår dressurstævner, hvorfor vi valgte et program der ikke er så kompliceret og med øvelser umiddelbart lige efter hinanden. Mit fokus for dette event var at få en succesoplevelse så vi kunne gå derfra med en god fornemmelse og et boost af selvtillid.
Armantic viste sig heldigvis fra sin bedste side og beviste, hvorfor nogle ting er værd at kæmpe for. Da vi red ind på banen kunne jeg ikke se hvor bogstaverne var, så jeg var lidt ekstra udfordret på den front. Normalt kan jeg ikke se bogstaverne, men jeg kan for det meste ane det hvide omrids af dem. Det kunne jeg ikke her så jeg måtte udelukkende ride på den memorerede fornemmelse af banen. Armantic var heldigvis med mig hele vejen rundt på banen og gjorde hvad han blev bedt om. Der sneg sig kun et par enkelte misforståelser og småfejl ind, men det skal nok blive bedre med tiden i takt med mere styrke osv.
Vi red programmet igennem 2 gange, hvorefter jeg fik en snak med dommeren, som var meget imponeret over hvor godt jeg kom rundt på banen, ud i hjørnerne osv. Og vi fik bl.a. et 8-tal for lydighed, rytteren og vores middeltrav. Desuden syntes dommeren at jeg havde en meget sød og lydig hest med stort potentiale. Netop disse ord varmede, fordi Armantic og jeg har haft lidt kommunikationsproblemer, som vi langsomt er ved at få rettet op på. Vi fik henholdsvis 71,67% og 71,48% for vores præstation. Til en afveksling red vi ved vores sidste stævne i vinters til lige knap 60%, så der er sket en del siden.
Jeg er så stolt over den udvikling vi har været (og fortsat er) igennem, og jeg kunne ikke have gjort det uden de hjælpsomme hænder og vejledning fra min underviser, træner og ikke mindst venner og familie. Vores anden milepæl er nu nået og vi kæmper videre mod vores mål. Desuden har denne proces lært mig, er det at lytte til sit hjerte og til dem der vil en det bedste, mens man må lukke af for uvedkommendes meninger og holdninger.
Hvor der er vilje er der vej!
Kh Rebecca