Succesen fortsætter i det spanske

14-10-2024 10:11

En håndfuld danske springryttere er i disse uger draget mod varmere himmelstrøg, nemlig til Valencia i Spanien, hvor de rider det internationale springstævne, MET Olivia. Stævnets anden uge er netop gået på hæld, og her har danskerne endnu en gang leveret toppræstationer

Copyright Ridehesten.com
Philippa Wildfang Linde Sohn Der Erde K har haft et yderst succesfuldt stævne i Spanien. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.

De seneste 14 dage har det spanske stævne MET Olivia været i fuld gang i Valencia, hvor ryttere fra hele verden samles og nyder et af sæsonens sidste udendørsstævner i hele tre uger af oktober. Uge to er netop gået på hæld, og her har danskerne altså vist flot figur hele ugen igennem, hvor der er blevet sikret flere fejlfrie runder og flotte placeringer. I går, søndag, var sidste dag af stævnets anden uge, og her strøg Dannebrog endnu en gang til tops på den smukke, spanske stævnebane. 

Det var nemlig Philippa Wildfang Linde, der med Sohn Der Erde K e. Salz Der Erde/ Contender kunne nyde den danske nationalmelodi udover højtalerne, da hun med en sikker nulrunde i både hovedrunden og omspringningen kunne kalde sig vinder af Bronze Tour finalen, hvor forhindringernes højde lød på 140 cm. Philippa har kun haft en enkelt hest med i Spanien, nemlig Sohn Der Erde K, men det har altså været nok til både at ride en tredje- og fjerdeplads hjem tidligere på ugen, og i går kulminerede det hele altså i en velfortjent sejr. 

Copyright Ridehesten.com
Philippa Wildfang Linde og Sohn Der Erde K. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.

En anden dansk rytter, der også viste flot figur i går, var Zascha Nygaard Lill. Sammen med hoppen Com'On Miss Ogano Sit e. Ogano Sitte/ Cornet's Stern red de en Longines Ranking-klasse, hvor forhindringerne var hævet til 145 cm. Ekvipagen formåede at krydse målstregen med en fejlfri runde i både hovedrunden og omspringningen, og med en virkelig hurtig tid, sikrede de sig en suveræn flot tredjeplads i et stærkt felt af 79 ekvipager.

Copyright Ridehesten.com
Zascha Nygaard Lill, her med Conterno-Blue PS, som hun også har med i Spanien. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.

Nu venter der et par dage med træning for de danske ekvipager, indtil tredje uge af stævnet går i gang onsdag. Her er der blandt andet finale for de unge heste, hvor blandt andet Jessica Toelstang har to stærke repræsentanter med. Du kan følge med i stævnets start- og resultatlister her. 

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen