Thomas Bach Jensen
Straight Horse Sezarion debuterede for godt seks år siden i LA1 og vandt klassen med berider Kenneth Damgaard, som dengang arbejdede for Helgstrand Dressage. Senere samme år blev den sorte hingst solgt til amerikansk par, der er sponsorer for den spanske Grand Prix-rytter Alejandro Asencio Mendez. Efter nogle få stævnestarter som 6-års pådrog Sezarion sig en alvorlig skade i stalden og udeblev fra stævner i flere år.
Sezarion er efter Sezuan/ Blue Hors Romanov/ Blue Hors Don Schufro og er opdrættet af stutteriet Straight Horse ved Eva Götzche og Mogens Pedersen i Allerød. Hans mor Romanik er også mor til den internationale Grand Prix-hest og avlshingst Zonik (Glock's Zonik) e. Blue Hors Zack og via Zoniks helsøster Zackonik, der ligeledes er Grand Prix-hest, er hun mormor til guldmedaljehoppen Straight Horse de Milla, som er mor til den nyslåede modtager af Aage Ravns vandrepokal, Straight Hors Leonardo e. Lord Europe/ De Niro.
Romanik er endvidere mor til Grand Prix-hesten Straight Horse Cosmo e. Grand Galaxy Win samt en yngre helbror til Straight Horse Sezarion, nemlig den kårede hingst Blue Hors Santiano.
Den nu 11-årige Straight Horse Sezarion er på banen igen med Alejandro Asencio Mendez efter næsten fem års stævnepause, og parret har i marts 2024 haft deres internationale Grand Prix-debut - først i spanske Jerez de la Frontera og siden i portugisiske Alter do Chão. Netop ved CDI Alter do Chão fandt ekvipagen formen og vandt først Grand Prixen med 71,326% og Grand Prix Special med 73,085%.
– Han er stadig grøn på dette niveau på grund af sin skade som 6-års, men vi er nu klar til at komme ud og vise vores bedste. Han er en intelligent, energisk og positiv hest. Han er meget nem, og man mærker ikke, at han er hingst, fortæller Alejandro Asencio til Ridehesten.com.
Alejandro har ikke en aktuel video til rådighed fra stævnet, men som et kuriosum har vi her fundet en video af Straight Hors Sezarion som 2-års: