At en hest er stillet vil sige, at en drejer sit hoved sidelæns i den første halshvirvel som støder op til kraniet – også kaldet nakken. Derved bliver den bagerste kant af underkæben dækket af spytkirtlen. Hvis en hest er korrekt løsgjort, vil man se, at den muskel, som ligger ovenpå halsen  under manen vil kippe let over til den side, hesten er stillet til. Selve halsen er kun bøjet en anelse, når vi taler om stilning. Den øvrige del af hestens længdeaksel (hvirvelsøjlen) forbliver upåvirket og lige, når en hest stilles.

Man stiller en hest for at gøre den mere følsom og lydig overfor den sideførende tøjlehjælp. Det skulle resultere i, at hesten giver efter for de indvendige hjælpere og accepterer og adlyder de udvendige.

Ligegyldigt på hvilken volte man befinder sig, så er den side, til hvilken hesten er stillet, den indvendige, mens den modsatte logisk nok er den udvendige. For at opnå, at hesten bliver stillet korrekt, skal rytteren belaste begge sædeben lige meget, og den udvendige tøjle, som hesten skal søge frem til, har kun til opgave at give næsten lige så meget efter, som der tages i den indvendige. Når hesten er korrekt stillet, skal rytteren kun kunne skimte hestens indvendige øje og næsebor. Hvis hesten stilles mere end dette, vil det næsten altid resultere i, at den udvendige skulder falder ud, og hesten mister takten.

Når man skal ændre stilningen fra den ene side til den anden, fordi man fx skal skifte volte, skal rytteren sørge for samtidigt med at fremaddriften bevares, at hesten omhyggeligt rettes lige, inden man påbegynder den nye stilning.
Den hyppigste fejl, der begås, og den, der får de værste konsekvenser, er, når rytteren forsøger at stille sin hest udelukkende ved at trække i den indvendige tøjle eller ved at holde for fast i den. For det bevirker, at hesten bliver trukket sammen i halsen, og så kan det indvendige bagben ikke komme til at træde frem og ind under hesten.

Hvis rytteren ikke sørger for, at hesten kan komme til at stille korrekt, fordi der ikke bliver givet efter på den udvendige tøjle, bliver resultatet en fejlagtig fordrejning i nakken. Derved kommer hestens hoved på sned, og de to ører er ikke mere i samme højde.
For at korrigere denne fejl skal rytteren ligeudrette sin hest og ved hjælp af en tydeligere brug af de fremaddrivende hjælpere forsøge at få den til at give efter fremad og nedad. Først hvis dette lykkes, an man igen forsøge med en følsom hånd at stille hesten.

En anden fejl, der begås, er, hvis rytteren giver for meget efter på den udvendige tøjle. Det resulterer i, at hestens hoved udelukkende bliver trukket indad med den indvendige hånd.

Når hele hestens krop skal være bøjet
At en hest er bøjet vil sige, at hele længdeakslen krummer sig. Det vil sige, at hele hestens krop skal være bøjet, så vidt det er anatomisk muligt. En jævn bøjning fra hoved til hale er ikke mulig, da de forskellige hvirvler ikke alle er lige bevægelige.

Halshvirvlerne er den mest bevægelige del af hvirvelsøjlen, brysthvirvlerne har kun begrænset bevægelighed, og på grund af sammenvoksninger er lændehvirvlerne stive. Rytteren skal derfor passe på ikke at overdrive bøjningen af hestens hals, men han eller hun skal også være opmærksom på at få hesten bøjet i ribbensdelen omkring den indvendige schenkel.
Det gælder om at udnytte den begrænsede bøjelighed i ribbenene optimalt for at øge hestens smidighed, for at forhindre at den smider bagparten ud i volter og vendinger, og for at kunne sikre, at man kan holde den helt ligeudrettet. Dette kan imidlertid kun lade sig gøre, hvis hesten har lært at suge på den udvendige tøjle.

For at bøje en hest rigtigt kræver det, ”at de diagonale hjælpere” er nøje afstemt til hinanden:

• Vægten skal flyttes mere over på det indvendige sædeben
• Den indvensige schenkel, som ligger ved gjorden, skal sørge for, at det indvendige bagben træder fremad
• Den udvendige schenkel, som ligger en håndsbredde bag ved gjorden, skal forhindre, at bagparten ”falder ud”.
• Den indvendige tøjle skal sørge for en tilpas stilning og i givet fald lede hesten ind i en eventuel vending.
• Den udvendige tøjle skal give så meget efter, som det nu er nødvendigt for at stille eller bøje hesten korrekt indad, den skal forhindre, at halsen bøjes for meget i forhold til kroppen, og den skal sikre, at den udvendige skulder ikke ”falder ud”.

En hest kan ikke være bøjet uden samtidig også at være stillet, mens den sagtens kan være stillet uden at være bøjet, hvilket fx er tilfældet i en schenkelvigning.

Har du brug for hjælp til din træning? Så find masser af inspiration HER