Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Sidste år vandt den schweiziske springrytter Steve Guerdat sin tredje World Cup-titel og han har været verdensranglisten nr. 1 i 14 ud af de sidste 15 måneder, og helt generelt har han leveret det ene topresultat efter det andet de sidste mange år. 

På grund af corona-pandemien får Guerdat i år ikke muligheden for at forsøge at vinde en fjerde World Cup-titel som den første i verden, han kan ikke jagte en mulig anden individuel OL-guldmedalje, og oveni det er hans bryllup med hans forlovede Fanny Skalli blevet udsat. 

Det lyder ikke som opskriften på et godt humør, men på trods af det forbliver verdensetteren positiv, og det kommer tydeligt til udtryk i et interview med FEI. 

– Ingen taler om de millioner af børn rundt omkring i verden, der ikke har rent vand at drikke, og som er døende af sult hver eneste dag. Vi tænker kun på, hvordan vi skal komme til stævner, hvordan man skal betale for sin nye bil eller lastbil eller hest. De fattige står overfor en krise hver dag i deres liv, og nu er vi rige lande nødt til at takle dette problem, men der er ingen grund til at være bange. Det er en oplevelse, og for en gangs skyld er det det samme for alle. Vi er nødt til at se fremad og måske overveje at gøre ting anderledes, men der vil være en vej ud af det, siger Steve Guerdat om det nuværende situation.

FEI har desuden stillet Steve Guerdat en række spørgsmål, se hans svar nedenfor:

Hvem var dine helte da du var barn?

– Michael Jordan (den verdensberømte basketballstjerne, der lavede flere mindeværdige come-backs i løbet af sin karriere). Jeg har altid været sportsfanatiker, og hans historie er en inspiration. Normalt er en superstjerne virkelig god i løbet af en kort periode, men med ham blev du aldrig skuffet. Det var som en lektion i liv og sport, om ikke at opgive sig selv, og som barn var han en, jeg var vildt med, fortæller Steve og fortsætter:

– Som rytter har min helt altid været John Whitaker. Jeg kan godt lide ham af meget de samme grunde. Med John er alt nemt. Jeg tror ikke engang han ved, hvad han opnår fordi for ham er alt så naturligt. Hestene reagerer på ham, og det er bare naturligt for at ride og vinde på en nem måde med en helt naturlig holdning. 

Hvordan er det selv at være helten nu?

– Jeg føler virkelig ikke sådan. Jeg ser ikke mig selv som virkelig god. Jeg stoler på, hvad jeg gør, men jeg har stadig så ofte en fornemmelse af, at jeg er dårlig til det, laver fejl og der er så mange ting, jeg gerne vil gøre meget bedre. Jeg tænker ikke engang på at være en hest eller at være en der inspirerer andre ryttere.

Hvilken person har påvirket dig mest?

– Min far (Philippe Guerdat). Han satte aldrig sig selv foran, og lod mig være fri til at gøre, det jeg gerne ville, og det er derfor, jeg respekterer ham så meget. I sporten var han den person der har påvirket mig mest siden dag et, men selvfølgelig har Thomas Fuchs også de senere år haft en stor indflydelse på min karriere. 

Hvem er dit supportteam?

– Mine mangeårige grooms Heidi og Emma, min rytter Anthony. Vi har 10 personer derhjemme, og de er også meget vigtige for mig. Min familie, lige fra mine forældre til min kusiner, og jeg har også et tæt forhold til mine hesteejere, såvel som smeden og dyrlægen. Der er så mange mennsker, og de arbejder ikke abre med mig og støtter mig, de er også min venner. Og i et par har jeg haft min kæreste, som snart bliver min kone. Jeg er i en meget heldig situation.

Hvorfor nyder du at være omkring hestene?

– Fordi de giver så meget, og de beder ikke om noget tilbage. Vi prøver at give dem så meget tilbage, som vi kan, men de beder ikke om det. De er så loyale, og de snyder dig aldrig. 

Hvad kan du mindst lide ved heste - alt arbejdet? 

– Det er ikke arbejde. Hvis du synes, det er arbejde, gør du det forkerte job. Måske kan en groom sige det, men bestemt ikke en professionel rytter - det, vi har, er et fantastisk liv. Det tager meget tid, men det er meget langt væk fra at være hårdt arbejde. 

Hvilken af de heste du har redet, var den du bedst kunne lide?

– Jalisca, fordi hun dybest set er den hest, der bidrog til det største skridt i min karriere. Jeg vil ikke sige hun reddede mig, jeg red, jeg var rask, men jeg var ingenting i min sportslige karriere, da den hoppe bragte mig ind i rampelyset og vandt Cuppen i Genéve, og hun gav sig hele tiden 200% for mig. Hun var den bedste hest som jeg nogensinde kan finde. Hun var der altid og kæmpede for mig, den bedste hest jeg nogensinde har haft for mig.

Er der en hest, som du slet ikke kunne lide?

– Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg aldrig har været frustreret over en hest. Men sandheden er, så snart jeg blev irriteret, så tænkte jeg nej, det er dig, der er skylden. Du begik den fejl at du havde for store forhåbninger til den hest, eller du underviste ikke på den rigtige måde, eller du lægger for meget pres på eller, eller, eller... i enden, hvis en hest ikke fungere, kan du kun bebrejde dig selv.

Er der en hest du gerne vil ride?

– Nej, fordi jeg har allrede redet den bedste hest i historien, Tepic La Silla. jeg red ham kun i tre eller fire måneder, og jeg vandt min første medalje ved EM i Donaueschingen i 2003 og et par Grand Prix-klasser. Han var en hest fra Alfonso Romo, og jeg ville gerne have haft ham længere, men jeg føler mig priviligeret, at jeg kunne ride ham et par stævner, fordi han var utrolig. Han havde absolut alt, for mig er han den allerbedste.

Hvem er hesten som gav dig sit personlige bedste?

– Nino, og han står lige foran mig.

Den nu 19 år gammel vallak, der hjalp Steve til at vinde olympisk guld i London, og som lever en lykkelig pension på Steves gård i Schweiz. 

– Hvad der var så godt ved ham, var, at når jeg ville være fejlfri, så var jeg fejlfri 95 % af tiden. Vi havde også nogle dårlige runder, men fra det tidspunkt, jeg virkelig regnede ud hvordan jeg skulle ride ham, havde vi ikke mange fejl. Jeg sprang ham ikke meget, men han var som regel dobbelt nul i Grand Prix.

Hvem er dine stærkeste venskaber i sporten?

– Jeg har ikke mange, men de, jeg har, er meget tæt. Alain Jufer, som var med på holdet i Calgary, da vi vandt. Vi voksede op sammen og begyndte at ride sammen som børn. Gregory Wathelet, i 15 eller 20 år nu, det sammen med Daniel Etter og jeg kan også nævne Eric Lamaze. De er mine nærmeste venner. Jeg kan ikke sige hvorfor, for de er alle meget forskellige mennesker og er kommet ind i mit liv på forskellige tidspunkter. 

Din omsorg og bekymringer?

– Min største bekymring lige nu er, at jeg har 10 personer antal, der har været sammen med mig i lang tid. De er ikke kun ansatte, men venner og en del af familien, og jeg vil have dem omkring mig. Men jeg ved også, at hvis jeg ikke kan beholde nogle af dem, så vil de finde et andet job og skal nok overleve. To eller tre gange i mit liv har jeg været nødt til at starte fra ingenting, og jeg har ikke noget problem med at gøre det inge. Jeg er ikke bekymret for, at jeg måske i morgen skal muge ud, køre truck og arbejde mere, fordi jeg elsker det jeg gr. Når du kan lide hvad du gør, er den eneste motivation ikke at tjene penge, det handler om at nyde livet med dine venner og familie.

En fjollet ting, du har gjort i dit arbejdsliv?

– Måske var det mit første stævne, jeg startede, da jeg arbejdede for Tops i noget der hedder Heikant. Jeg kørte lastbilen i ca. tre timer med groomen og otte heste, men da vi ankom kunne vi ikke finde stævnepladsen. Dengang var der ikke nogen GPS, og vi kørte i lang tid, før jeg indså, at jeg havde kørt os til Heikant i Belgien, men stævnet var i Heikant i Holland. Heldigvis var der ikke for langt derhen, måske to timer, og vi gik kun glip af et par klasser.

Hvordan har du det med udsættelsen af OL i Tokyo?

– Det ændre tingene med sikkerhed, det vil være et år senere, og vi ved ikke, hvad der vil ske mellem nu og da. hestene bliver et år ældre, men nogle, der ville have været for unge i år, vil være klar til det. Det er forskelligt fra alt, hvad vi har stået overfor før, men det er det, sport handler om. Du skal være i stand til at tilpasse dig til mange forskellige situationer og få det bedste ud af det. Vi kan ikke gøre noget ved det, og det var den rigtige beslutning at flytte det. Vi lever med dette og på en eller anden måde kommer vi videre.