Springlandsholdet er sat og klar (opdateret)

22-08-2017 16:30

Britt Carlsen

Elitechef for springning, Lars Pedersen har sammensat det landshold, som skal forsøge at gentage succesen fra EM i Aachen, hvor holdet red sig i anden runde af Nations springningen

Copyright Ridehesten.com
Thomas Sandgaard og Amarone er den mest mesterskabserfarne ekvipage på landsholdet i år.

Fem ekvipager er rejst til EM i Göteborg, men det er kun de fire, som kommer på landsholdet, der skal springe en tidsspringning i morgen onsdag. I dag har rytterne igen være på banen for at springtræne, og det er gået godt, fortæller landstræner Lars Pedersen, der har sammensat landsholdet til EM. En rytter er reserve, og det er blevet Rikke Haastrups lod. 

- Tidsspringningen er en vigtig del af konkurrencen, for den er også med til at afgøres startrækkefølgen i første runde af Nations Cup, fortæller Lars. Rytterne er klar til at komme igang, og hestene har trænet godt, så nu krydser alle fingre for en god lodtrækning. Det er vigtigt for rytterne, at de få mulighed for at se nogle af deres konkurrenter i action, for at danne sig et indtryk af banen. 

Det bliver Thomas Velin og Chopin van Het Moleneind, som er første rytter på banen, efterfulgt af Søren Pedersen på Tailormade Chaloubet, Thomas Sandgaard på Amarone  og endelig Andreas Schou på Hazel BS. 

Der er 17 nationer til start i konkurrencen samt et antal individuelle ryttere. En god lodtræning kan betyder, at danskerne kommer lidt bedre fra start i tidsspringningen, og det er vigtigt for den samlede konkurrence, men også set i forhold til startrækkefølgen i Nations Cup.

- Alle nationer og individuelle ryttere rider tidsspringningen og første runde af Nations Cup. Så går de 10 bedste nationer videre til anden runde i Nations Cuppen, og det er her medaljerne afgøres, forklarer Lars, og han fortsætter: I første runde af Nations Cup skal de individuelle ryttere til start først, og herefter de nationer, som er placeret fra nr. 11 - 17 i omvendt startrækkefølge, og så afsluttes dagen med de 10 bedste nationer. Så igen i forhold til startrækkefølgen, er det vigtigt at komme godt igang i tidsspringningen for danskerne. 

Lodtrækningen foregår sidst på dagen og kan ses HER, når den er online. 

Danmark har trukket startnummer 9 blandt de 17 nationer, et fornuftigt udgangspunkt for tidsspringningen i morgen, der afvikles på en bane med forhindringshøjden 1,50 m og hvor fejl omregnes til tid. Herefter omregnes tiden igen til fejl, idet afstanden fra de enkelte ryttere til klassens vinder udløser fejlpoints, som rytterne tager med sig i den videre konkurrence. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner