Søren og Harry-K dobbelt nulrunde

24-09-2010 14:03
Ved verdensmesterskaberne i springning for unge heste har Søren Knudsens Harry-K som den eneste danske hest gået en dobbelt nulrunde (redigeret)
Copyright Ridehesten.com
Harry-K og Søren Knudsen (Foto: Ridehesten.com).

Med fejlfrie ridt i både torsdagens og fredagens kvalifikationer har Søren Knudsen og 6-årige Harry-K som eneste rene danske ekvipage formodentligt kvalificeret sig til finalen søndag. Bag ekvipagen gemmer der sig den historie, at Søren selv har avlet Harry-K e. Equest Carnute / Robin Z II. Vallakken, der sidste år var nr. 3 i DRF-springfinalen for 5-års, er efter hoppen Ronett-K, som Søren også selv har avlet. Både Ronett-K og dens mor Lanett e. Lagano har sprunget middelsvær og er begge B-heste i springning. Ronett-K er endvidere mor til RDH-hoppen Sharapova-K e. Quidam de Revel, som Søren Knudsen også avler med. På Zangersheide har Harry-K sprunget overbevisende og temmelig uimponeret over de store baner og blev således fejlfri i begge kvalifikationer. Harry-K og Søren Knudsen deltog også ved UVM på Zangersheide sidste år, hvor det blev til en enkelt nedrivning i kvalifikationerne og dermed ingen finaleplads. Den danske hingst Lertevangs Colier var ligeledes fejlfri i gårsdagens 6-års kvalifikation men fik idag med Andreas Schou et ærgerligt nedslag, hvorved Harry-K er eneste Dansk Varmblodshest videre til 6-års finalen. OPDATERING: Søren Knudsen og Harry-K's sammenlagte tid rakte alligevel ikke til en finaleplads. Modsat 5-års kvalifikationerne, hvor alle med dobbelt nulrunde går videre til finalen, gælder det for 6-års heste, at kun 40 ekvipager går videre til søndagens finale. Dog havde langt over 40 heste to nulrunder og den danske ekvipage placerede sig sammenlagt som nr. 42 - altså to pladser fra en finaleplads!

Læs alt om stævnet i magasinet Ridehestens november udgave.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner