Jytte Lemkow
Anna Kasprzak og Donnperignon indfriede til fulde de høje forventninger, der var sat til dem ved at ride 73, 426% hjem hvilket rakte til en individuel ottendeplads. Ikke nogen ringe placering ved en debut til et CDIO. Som andre af konkurrenterne red Anna måske lidt forsigtigt, da det jo var et holdresultat det galt, men hestens kvaliteter er der ikke tvivl om, og dommerne er begejstrede for den. Også Prinsesse Nathalie, der som den rutinerede rytter hun er, startede som sidste rytter på holdet, red som sædvanligt, fristes man til at sige, et så godt som fejlfrit program med de kendte styrker i de svære øvelser. Det blev honoreret med 74,936 %, hvilket var en individuel femteplads, som i høj grad bidrog til det flotte holdresultat. Trods Totilas og Matthias Alexander Raths fraværd pga sygdom hos Matthias, blev holdkonkurrencen som ventet vundet overlegent af Tyskland med 233,554 med et ungt og ekstremt velridende hold på dejlige smidige og øvelsesstærke heste. Som nr. tre fulgte Holland, som ikke havde de tre ryttere med, som allerede er udtaget til OL. At sende et hold til Aachen alligevel havde det formål at afgøre, hvem der skal have reservepladsen på holdet, den regerende holdsølvmedaljeholder Imke Schellekens-Bartels eller den mere urutinerede Patrick van der Meer. Da de 30 bedste ryttere fra Grand Prixen går videre til Grand Prix Special, som er anden afdeling af Grosse Preis von Aachen, betyder det, at alle fire danske ryttere er videre. Grand Prix Specialen rides på lørdag kl. 8.30.
Læs alt om CHIO Aachen i næste nummer af magasinet Ridehesten.