Skovtur for fuld udblæsning!

14-11-2015 14:22

Jacqueline red af sted på en rolig tur i skoven med sin mand og lille søn på 10 måneder ved siden, det kom der en meget vigtig lektie ud af 

Copyright Ridehesten.com
En stille og rolig ridetur i skoven kan hurtigt udvikle sig anderledes end forventet

28-årige Jacqueline Strassmann er rutineret dressurrytter igennem mange år. Hendes unge 6-års vallak plejer at være både blid og nem i den daglige træning, så derfor ville Jacqueline tage den med på en skovtur sammen med hendes lille familie en smuk efterårssøndag. Jacqueline besluttede sig for at trave lidt ad en 2-300 meter lang grusvej, imens hendes mand gik bagefter med sønnen i barnevognen.  Da de et stykke længere fremme når et træ, som er væltet i skoven, aftaler de, at Jacqueline bliver og træner lidt mere trav mens hendes mand vender hjemad med barnevognen.

Da Jacqueline endnu engang når enden af grusvejen og vender om for at ride tilbage, sætter den 6-årige vallak pludselig i galop. Først griner Jacqueline blot af hestens glade humør og forsøger så at få den ned i trav igen, det modsatte sker, og hesten tager biddet, hvorefter den sætter farten betydeligt op. Da de indhenter Jacquelines mand og lille søn, når hun kun med nød og næppe at advare dem, før hesten i sin glædesrus ellers ville ramme dem. Hendes mand når heldigvis at springe til siden med barnevognen.

Copyright Ridehesten.com
Jacqueline Strassmanns lille søn Mikkel som var med på den begivenhedsrige skovtur

Hesten styrter fortsat af sted. Da der hverken er mulighed for at dreje hesten rundt eller at den efterhånden sænker farten af træthed, bliver Jacqueline blot mere og mere urolig for de tos skæbne. Da de møder en kædeafspærring ved udgangen af skoven, bliver det endelig muligt for Jacqueline at styre hesten ind på et sideliggende moseområde, her vælger hun at kaste sig af for at mindske chancerne for yderligere ulykker. Hesten galopperer fortsat af sted gennem mose og å-systemer. Jacqueline får via sin mobil advaret folk hjemme i stalden, og heldigvis kommer hesten da også helskindet hjem og bliver fanget. Efter Jacqueline valgte at springe af den, er det tydeligt, at den har trådt i skridttæppet og er styrtet – dog uden alvorlige skrammer.

Copyright Ridehesten.com
Jacqueline Strassmanns 6-årige vallak med et dejligt roligt udtryk i øjnene inden skovturen...

Med sin hest skumsvedende og smurt ind i mudder konstaterer Jacqueline, at ligegyldigt hvor dygtig en rytter man er, hvor flink en hest man har – så er det altid vigtigt, at huske på de kræfter man arbejder med, og man skal altid tage sig sine forholdsregler, når man arbejder med dyr.

/Læserhistorie fra Jacqueline Strassmann

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner