Trine Askjær-Jørgensen
Denne weekend afvikles mellemrunden i Pavo og Dansk Ride Forbunds championater for unge dressurheste hos henholdsvis Grindsted Rideklub i vest og Heslegård Sportsrideklub i øst.
I Helsinge på Sjælland, hvor Heslegård Sportsrideklub holder til, lagde de 4-årige heste ud. Her var 16 ekvipager til start, og sejren gik til Cathrine Laudrup-Dufour med hendes unge stjernefrø, HP Viard e. Vitalis/ Diamond Hit, der er opdrættet af HP Horses i Hillerød ved Lone Bøegh Henriksen. Lone kontaktede tidligere på året Cathrine angående hesten, fordi hun selv var så begejstret for den. Den begejstring delte Cathrine, og dermed kom en handel med Vitalis-sønnen hurtigt i stand.
Ekvipagen scorede 8,6 for trav, 8,7 for skridt, 9,2 for galop, 9,0 for ridelighed og 9,2 for kapacitet, hvilket gav i alt 89,400%. Se video af dagens ridt her:
På andenpladsen i klassen blev det Årets hoppe i Dansk Varmblod 2022, Dina Holmklit e. Hesselhøj Donkey Boy/ De Noir (opdr. Trine Udklit Sørensen), der med Jan Møller Christensen i sadlen for nogle uger siden blev nr. 5 i kvalifikationsrunden i forbindelse med Dansk Varmblods Krafft Eliteskue på Vilhelmsborg. Hos Heslegård Sportsrideklub blev de i dag belønnet med 8,5 for trav, 9,0 for skridt, 8,8 for galop og 9 for både ridelighed og kapacitet, hvilket gav i alt 88,600%.
Andenpladsen i klassen var delt, idet Ida Hofman-Bang og Dribbler e. Don Martillo/ Dancier også scorede 88,600%, heriblandt 9,1 for trav og 9 for både ridelighed og kapacitet.
Jan Møller Christensen var også at finde på fjerdepladsen, da han med Qurt e. Quaterhit/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Lotte og Gert Buchhave) red til samlet 86,200%.
Hesselhøj-heste i top
I 4-års klassen var der to afkom efter Hesselhøj Donkey Boy at finde, mens der var tre efter Vitalis og ligeledes to efter henholdsvis Quaterhit og Springbank II VH (SWB). I 7-års klassen var det imidlertid virkelig Donkey Boy-afkommene, der slog til. Tre afkom repræsenterede dansk varmblodshingsten i denne klasse, og de to af dem løb med placeringerne. Cathrine Laudrup-Dufour red Hesselhøj Darwin e. Hesselhøj Donkey Boy/ Solos Landtinus (opdr. Lisbeth B. Andersen) til 8,8 for trav, 9,5 for skridt, 8,8 for galop, 8,8 for ridelighed og 9,0 for kapacitet, hvilket gav i alt 85,043% og en sejr.
På andenpladsen fulgte Jan Møller Christensen og Hesselhøj Dream e. Hesselhøj Donkey Boy/ Tailormade Lancelot (opdr. Dorthe og Hans Jørgen Hoeck), som blev belønnet med 8,6 for trav, 8,4 for skridt, 8,4 for galop, 8,2 for ridelighed og 8,5 for kapacitet, i alt 80,386%.
Stævnets start- og resultatlister.