Britt Carlsen
Det blev Grand Prix-hingsten Skovens Rafael, som i dag blev udnævnt til Årets Hingst i Dansk Varmblod. Den eftertragtede titel blev fuldt fortjent givet til hingsten, som blev godkendt i 2007 som præmiehingst, hvor han samtidig blev solgt på Dansk Varmblods eliteaution for 1,2 millioner. Han startede sin sportslige karriere ved at være finalist ved UVM i dressur både som 5- og 6-års, og i dag er han uddannet til international Grand Prix af Lotte Skjærbæk.
Faderen er elitehingsten Glock’s Romanov, der konkurrerer på internationalt Grand Prix-niveau og var kvalificeret til OL i Rio. I morstammen til Skovens Rafael finder man Grand Prix-hingstene Blue Hors Don Schufro, Zorro Z og May Sherif.
Skovens Rafael aflagde selv en flot materialprøve, hvor han samlet opnåede 845,5 point i dressur. I 2008 forblev Rafael ubesejret og vandt Dansk Ride Forbunds 4-års championat. I 2009 vandt han kvalifikationsklassen for 5-års heste og blev nr. 7 ved UVM. I 2010 vandt han igen den danske kvalifikation og opnåede en flot 5. plads i UVM-finalen. Skovens Rafael har en lang række af placeringer i ”lilletur” bl.a. Redefin 2015 i PSG med 70,4%. I 2017 debuterede ekvipagen i Grand Prix og vandt Nordisk Mesterskab i Finland, og de sejrede i Grand Prix Special ved CDI3* i Sopot med 69,1% med bl.a. 9 i skridt. Han er opdrættet af Jens Lund Pedersen og Kirsten B. Hansen, og blev ved auktionen solgt til Lotte Lindgreen samt Lotte og Per Skjærbæk fra Pries Stutteri.
Vores svenske naboer har haft et godt øje til den velgående hingst, og han er far til flere succesfulde afkom i Svensk Varmblod, hvor han topper indekslisten og flere gange har været den mest succcesfulde faderhingst ved championaterne under Falsterbo Horse Show.
Læs meget mere om Årets Hingst i magasinet Ridehestens aprilnummer.