Sidste midterlinje med Aurora

16-09-2020 13:32

Johanne Kofod Jensen

I weekenden var det så blevet tid til, at jeg skulle ride ned ad midterlinjen på Aurora for sidste gang. Ved hold DM i Frederikshavn. Det var virkelig godt, at det var en holdkonkurrence, så mine veninder var med, for det var ret vemodigt

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Min mor og jeg kørte afsted til Frederikshavn allerede torsdag, for jeg var holdets PRT rytter, så jeg skulle ride om fredagen. I år skulle jeg ride for Gråsten, vi var et rigtigt klubhold, så vi kendte hinanden ret godt for vi har alle Pernille Ørum som træner. Vi havde været sammen inden stævnet for at lave banner og kostumer, og vi havde valgt, at vi skulle være ”The racerkørers.”

Da vi ankom hjalp de flinke hjælpere fra Frederikshavn med at tømme traileren og Aurora flyttede ind i en fin boks i ridehallen. Hun var glad og frisk og virkelig i godt humør hele weekenden. Vi startede med at banetræne om aftenen, så hun lige kunne se banen, og jeg lige kunne mærke, hvordan hendes form var.

Om fredagen skulle vores LA4-rytter ride først, hendes pony er kun 5 år, så det var stort, at den kunne være med, men den tog det rigtig fint, og de havde en ok tur med et par dyr fejl til 65%. Så blev det Auroras og min tur til at ride PRT. Vi havde en virkelig fin tur, jeg følte, at hun var med mig hele vejen rundt og vi red 71,6%. Da jeg hilste af græd jeg lidt, fordi jeg syntes, at det var lidt trist, at det snart var forbi med Aurora, som har givet mig så utrolig mange gode ture. Sammen med hende har jeg oplevet alt, hvad jeg kunne drømme om som ponyrytter. Vi har redet NM to gange og vundet ECCO Cup sammen. Heldigvis stod mine veninder klar på sidelinjen og trøstede mig, for de vidste godt, at det var lidt svært. Vi havde et virkelig godt sammenhold på holdet og hjalp hinanden hele vejen igennem. Når vi ikke red badede og hyggede vi sammen på hotellet.

Copyright Ridehesten.com

Lørdag red vores PRI rytter og PRM rytter begge 68%, så det var spændende, om vi nåede A finalen, for kun de 9 bedste hold ud af 35 kommer i A-finalen, men det gjorde vi. Vi lå som nummer 7 inden søndagens finale. Lørdag aften var der så rytterfest. Vi havde vores kostumer på og pyntede bordet og havde det rigtig hyggeligt, selvom det var noget anderledes og mere stille i år pga. corona.

Søndag var det så finalen og alle rytterne på mit hold havde virkelig gode ture, så vi rykkede to pladser op og endte samlet som nummer 5. Alle 9 hold skulle til præmieoverrækkelse til hest, så de havde lavet det virkelig festligt. Vi fik ærespræmier og sløjfer og red ud sammen.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Jeg er så taknemlig for, at mit sidste stævne med Aurora blev så god en oplevelse, og jeg glæder mig til at heppe på hende og Steffanie, som nok skal blive stjerner sammen.

Nu går tiden med at træne Frida og undervise, vi er ved at lave Kür. Vi skal have den klar til første weekend i oktober, hvor vi skal ride ECCO Cup sammen for første gang. Det bliver spændende.

I kan følge min træning på Instagram: @jkj.dressage

Kærlig hilsen

Johanne

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner