Thomas Bisgaard
Det var en meget populær Danmarksmester i military der blev hyldet på Skårup Overgård i dag. Det sensationelle i sejren handler om noget så sjældent som alder. Danmarksmester 2007 blev nemlig 69-årige Johan Iversen fra Næstved på sin hjemmeavlede 12-årige hest Ocean. Johan lagde grunden til guldet i fredagens dressur, hvor han lagde sig klart i spidsen med 39,37 fejlpoint mens Mogens Svane Rasmussen på 2. pladsen havde 50,83. I terrænet red begge ryttere fejlfrit, men Mogens Svane Rasmussen og Sara var tæt på idealtiden og fik kun 2,0 fejlpoint, mens Johan Iversen fik 11,2. Således var der mindre end ét nedslag mellem de to i kampen om guldet før den afsluttende springning. Mogens Svane Rasmussen og Sara var først på banen, og desværre havde Sara på dagen besluttet sig for at springe 10 cm for lavt og med 32 fejl skulle meget gå galt, hvis ikke Johan denne gang kunne bringe guldet med hjem til Sjælland. Der kom to ubetydelige nedrivninger. Sensationen var en kendsgerning. Verdens måske ældste nationale mester nogensinde modtog en varm hyldest fra publikum. Det er ikke slut endnu – en glad guldvinder lovede, at han var med igen næste år. Bronzemedaljen blev vundet af Camilla Hostrup Sahlberg på Vestergårdens Dacapo Resultat DM i Military: 1. Johan Iversen/Ocean – 59,57 fp. 2. Mogens Svane Rasmussen/Sara – 84,83 fp. 3. Camilla Hostrup Sahlberg/Vestergårdens Dacapo – 113,93 fp. - Læs mere om DM i military i næste nr. af Ridehesten.