Marie Helene Rigård Rohleder
Anden kvalifikation i DM for seniorer præsenteret af Jyske Bank blev ramt af regn, regn og lidt mere regn.
Det blev mesterskabets mest erfarne rytter Kristian Skovrider på Now and Ewer, som leverede den første nulrunde på den svære mesterskabsbane. De ligger på en foreløbig tredjeplads med 2.6 fejlpoint.
Den erfarne Linnea Ericsson-Carey, som til dagligt bor i Sverige, er i denne weekend vendt hjem for at ride seniormesterskabet for første gang i flere år. Og det går jo meget godt indtil videre!
Da hun red på banen som sidste rytter i kvalifikationen åbnede himlens sluser sig for alvor, og regnen styrtede ned. Det blev til en ren syndflod, og Linnea endte med at få en kort udsættelse.
Men regnen slog hende ikke ud, og med hingsten Singular ls La Silla e. Chapultepec La Silla/Stakkato leverede hun en super flot nulrunde og ligger stadigvæk i front ved DM for seniorer på Absolute Horses.
Sidste år lykkedes det Lars Nørgaard Pedersen at vinde det danske mesterskab på avlshingsten Bøgegården Gladiola e. Bøgegården's Graff's Stakkato/Bøgegårdens Apollo (opdr. Jørgen og Stina Schmidt). Men kan han gentage successen?
Ekvipagen ligger på en foreløbig andenplads med 1.91 fejl i alt.
Det bliver marginalerne, som kommer til at afgøre DM for seniorer i år!
Ridehesten har fotograf til stævnet fredag, lørdag og søndag. I kan se og købe billederne på hjemmesiden inden for få dage.