Anna Pørtner
Blenheim Palace i England dannede i weekenden ramme om Agria FEI Eventing European Championship 2025. Selvom der i år ikke var dansk deltagelse, blev det til et mesterskab fyldt med drama, spænding og magiske øjeblikke for publikum.
På hjemmebane kunne britiske Laura Collett og hendes OL-makker London 52 e. Landos/ Quinar Z slutte den individuelle konkurrence med i alt 27 strafpoint, og dermed sikrede de sig guldet i den individuelle konkurrence, hvilket blev Storbritanniens 21. individuelle EM-medalje siden 1955.
Laura Collett leverede en virkelig flot præstation under ridebanespringningen, hvor hun sikrede sig en fejlfri runde, og dermed var hun blot 1,3 strafpoint foran Tysklands tredobbelte europamester og olympiske mester Michael Jung, der var til start med FischerChipmunk FRH e. Contendro/ Heraldik, som ligeledes viste toppræstationer i alle tre discipliner - dressur, terræn og springning.
– Jeg kan ikke sætte ord på, hvor meget jeg har ønsket det her - især for hesten, fordi han har fortjent en individuel medalje i så mange år, fortalte 36-årige Laura Collett efter sin individuelle sejr til det internationale ridesportsforbund, FEI.
Michael Jung endte derfor med sølvmedaljen i årets individuelle konkurrence med samlet 28,3 strafpoint efter alle tre discipliner. Bronzemedaljen gik til endnu en hjemmebanerytter, Tom McEwen i sadlen på JL Dublin e. Diarado/ Canto 16, der endte med 33 strafpoint efter alle tre discipliner. Dermed fik værtsnationen altså både individuelt guld og bronze.
I holdkonkurrencen dominerede Tyskland fra start til slut. Kombinationen af rutinerede ryttere som Michael Jung og unge talenter som Libussa Lübbeke, Jérôme Robiné og Malin Hansen-Hotopp sikrede tyskerne en samlet score på 124,9 strafpoint, hvilket var nok til det syvende EM-holdguld i historien.
Irland kunne for første gang i 30 år fejre en EM-medalje i military. Efter dressuren på førstedagen lå de ellers på en syvendeplads, men med suveræne præstationer på både springbanen og i terrænet avancerede de til sølvmedaljen med 161,9 strafpoint. Bronzemedaljen gik til Frankrig, der endte med 167,5 strafpoint.
Europamesterskabet var et vigtigt led i forberedelserne mod næste års verdensmesterskab, der afholdes i tyske Aachen. Her stiller Tyskland altså med et dugfriskt guldhold, der kæmper for mesterskabstitlen endnu en gang.
Stævnets start- og resultatlister.