Schou stjal showet i Grand Prix'en

30-06-2025 12:13

Bækgaarden Horse Festival 2025 har nået sin ende, og i lørdags var en sand festdag med Grand Prix-springning, fællesspisning og fantastisk stemning. Ud af 28 ekvipager blev der kun redet tre fejlfrie runder, og to af dem var fra Andreas Schou

Copyright Ridehesten.com
Det blev Andreas Schou og Colourful Rebel D'Or Z, der løb med lørdagens Grand Prix-sejr. Her med Convant PS som præmiehest. Foto: Privat/ Bækgaarden

Den første uge af Bækgaarden Horse Festival 2025 er veloverstået, og lige om lidt indtager ponyerne den smukke stævneplads i Nørre Vissing ved Skanderborg. Som altid har stævnet været en stor succes med glade ekvipager, flot ridning og fantastisk stemning, og i lørdags var bestemt ingen undtagelse, da stævnets højeste klasse, Stutteri Ask Grand Prix, løb af stablen. 

Lørdag plejer altid at være den helt store festdag under Bækgaarden Horse Festival, da der vanligt både bliver afviklet Grand Prix og den hæsblæsende derby-klasse, men som bekendt har Bækgaarden skaleret lidt ned i år, og derfor blev der altså ingen derby-klasse. Grand Prix'en var dog stadig på programmet, og med høj sol og fyldte tilskuerpladser blev 28 ekvipager budt varmt velkommen i den flotte arena. 

Det var Rasmus Christian Kaae med Lars Alschner og Maria Stentebjerg som assistenter, der stod i spidsen for at bygge den 145 cm høje bane, og rytterne fik altså noget af en opgave. Her var blandt andet trekombination og teknisk svære linjer, men det var i særdeleshed den allersidste linje, der skabte problemer for mange af rytterne. Her stod en triplebar med en relateret afstand ned til en lodret, der var bygget op af planker med Kim Kristensen på. Det der var udfordringen for rytterne var, at de skulle tage en beslutning om, hvorvidt de ville ride fem eller seks galopspring, og så var der altså rigtig mange af hestene, der studsede over den massive lodret, som var banens allersidste forhindring. 

Copyright Ridehesten.com
Der var fantastisk stemning i lørdags på Bækgaarden. Foto: Privat/ Bækgaarden

Der var da også kun tre ekvipager ud af de 28, der klarede sig fejlfrit igennem banen, hvilket til publikums store glæde gav en omspringning. To af de fejlfrie runder stod OL-rytter Andreas Schou for, der i lørdags havde taget vejen til Bækgaarden og Grand Prix-klassen med tre heste. 

Den første han formåede at ride fejlfrit igennem den udfordrende bane var den bare 8-årige Colourful Rebel D'Or Z e. Cornet Obolensky/ Mylord Carthago, der i meget overlegen stil klarede sig fejlfrit over målstregen, hvilket skabte klapsalver og hujen blandt publikum. 

Copyright Ridehesten.com
Andreas Schou og Colourful Rebel D'Or Z. Foto: Privat/ Bækgaarden

Den anden ekvipage - og faktisk også den ekvipage, der sikrede omspringningen - var en af klassens amatørryttere, der havde to heste med til start. Det var Sarah Wheler i sadlen på den 9-årige Syvhøjegårds Footloose e. Balou/ Royal Z II, der er opdrættet af Niels Osterland. Tilskuerpladserne sitrede da Sarah Wheler klarede sig fejlfrit over målstregen med Footloose, og det var også tydeligt, at den dygtige rytter selv blev meget berørt. Det var kun parrets fjerde S-klasse sammen, og at skulle i omspringning mod Andreas Schou som eneste ekvipage, må siges at være særdeles godkendt. 

Copyright Ridehesten.com
Sarah Wheler og Syvhøjegårds Footloose. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen

Andreas Schou sikrede sig da også endnu en fejlfri runde på den 9-årige Convant PS e. Conbassy/ Vivant v.d. Heffinck. Endnu en gang leverede Schou et fuldstændig fejlfrit og overlegent ridt, og eftersom han var garanteret minimum en tredjeplads, trak han Convant fra omspringningen. 

Copyright Ridehesten.com
Andreas Schou og Convant PS. Foto: Privat/ Bækgaarden

Det blev derfor en omspringning med Andreas Schou og Colourful Rebel D'Or Z og Sarah Wheler og Syvhøjegårds Footloose. Schou var første rytter i aktion, og med en spændende omspringning i en meget hurtig tid, fløj han fejlfrit over målstregen selvom den velspringende hingst snittede allersidste spring. Heldet gik dog til deres side, og med en fejlfri og hurtig runde lagde han altså maksimalt pres på Sarah Wheler. 

Sarah Wheler og Footloose startede omspringningen med en bom på allerførste spring, og herefter red Sarah blot en sikker tur rundt på banen og kom i mål med blot en enkelt nedrivning. Det gav en andenplads i dagens Grand Prix for det talentfulde par. 

Copyright Ridehesten.com
Sarah Wheler og Syvhøjegårds Footloose fik en imponerende andenplads. Foto: Privat/ Bækgaarden

Andreas Schou og Colourful Rebel D'Or Z løb derfor med sejren, 15.000 kroner og en spritny Renaissance sadel til en værdi af 40.000 kroner. Sarah Wheler og Syvhøjegårds Footloose blev nummer to og kunne tage fra Bækgaarden med 10.000 kroner og mange flotte ærespræmier. Tredje bedst blev derfor Andreas Schou og Convant PS, der var tredje og sidste ekvipage, der var fejlfrie i hovedrunden, men blev trukket fra omspringningen. 

Copyright Ridehesten.com
Andreas Schou med Convant PS som præmiehest. Foto: Privat/ Bækgaarden

Klassens resultat. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner