Sådan undgår du hedeslag når du rider i varmen

29-06-2021 11:35

Annika Knudsen Lorentsen

Der er risiko for at få hedeslag, når man træner hårdt i varmen, og tilstanden opstår, når kroppens temperaturregulering ikke fungerer. Hedeslag kan være rigtig farligt, og derfor er det godt at vide, hvordan man undgår det

Copyright Ridehesten.com
Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

Hedeslag skyldes, at kroppens temperaturregulering ikke fungerer i meget varme omgivelser. Hedeslag kan hurtigt udvikle sig fra overophedning til en livstruende tilstand, og derfor er det godt at kende tegnene på hedeslag, samt vide hvordan man undgår det.

Hedeslag hænger tæt sammen med lufttemperaturen samt luftfugtigheden og i hedebølger, kan man faktisk opleve deciderede epidemier af hedeslag. Derfor er der da også et tæt sammenhæng mellem hedeslag og dødsfald blandt atleter, som er aktive, selvom solen bager ned. Hedeslag kan behandles, men det er vigtigt, at man kender og er opmærksom på tegnene, så man ved, at et hedeslag er på vej. 

Akklimatisering til nye temperaturer skal kalkuleres ind i planerne, hvis man planlægger at deltage i ridestævner eller andre begivenheder, der sætter kroppen under pres, fordi det er varmere end på en gennemsnitlig dansk sommerdag. I reglen kan det tage fra nogle dage og op til nogle uger for kroppen at vænne sig til at yde, selvom det er meget varmt.

Det er de hurtige forandringer i temperaturen, der er de farligste, hvad der da også betyder, at netop rejsende er blandt de mest udsatte, som oftest rammes af hedeslag. Også høj luftfugtighed kan være med til at nedsætte kroppens evne til at regulere temperaturen. Derfor bør man altid passe på med store kraftanstrengelser i nye og uvante varme omgivelser med høj luftfugtighed.

Disse ting gør en person mere sårbar overfor hedeslag:

  • Hårdt fysisk arbejde og sport
  • Høj egenproduktion af varme
  • Nedsat evne til at komme af med varme
  • Uhensigtsmæssig påklædning
  • Feber
  • Indtag af visse lægemidler
  • Hjertesvigt
  • Fedme
  • Indtag af alkohol
Copyright Ridehesten.com
Sørg for at have en vandflaske klar, når du præsterer i varme omgivelser. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard

Kend symptomerne på hedeslag
Når en person rammes af hedeslag, vil de typisk starte med at føle, at de bliver utilpasse. Derefter støder hovedpine og kvalme til. Sidst, men ikke mindst vil en person, der er ramt af hedeslag, få gradvis hurtigere puls. Man skal være opmærksom på, at en person som er ramt af hedeslag ikke altid vil svede, hvis grunden til hedeslaget bunder i kraftig og tør varme, men efter eksempelvis en sportspræstation, kan en person ramt af hedeslag godt svede.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Hvis en person rammes af hedeslag, handler det om, at få vedkommende kølet effektivt af, for hvis kropstemperaturen når op på 41 grader, begynder det at blive livstruende. Ved en kropstemperatur på 42 grader og derover er der høj risiko for, at der sker skade på centrale organer som hjerne og lever.

Symptomer på hedeslag:

  • Tør og rødmende hud
  • Nedsat produktion af urin og dermed stærkt koncentreret urin
  • Besvimelse
  • Sløvhed
  • Forvirring
  • Påvirket bevidsthedsniveau og kramper
  • Opkast

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg oplever et hedeslag?
Hvis din rytterveninde eller ven, eller du selv, pludselig bliver sløv eller taler usammenhængende efter en intens tur på ridebanen i sommerheden, skal du handle hurtigt. Den ramte skal opsøge køligere omgivelser med det samme. Derudover kan man eventuelt bruge kolde omslag. Den ramte skal i visse tilfælde have hjælp til at få fjernet noget af tøjet og afkøles i et badekar eller med en bruser. Hvis den ramte ligner én, der er i risiko for at besvime, må han eller hun ikke sidde i et badekar med køligt vand uden opsyn.

Hvis eller når sundhedspersonale er tilgængeligt, skal der igangsættes behandling med væske. Kramper behandles med relevant medicin.

Hvordan undgår jeg at blive ramt af hedeslag?
Først og fremmest skal du regne med, at det tager tid for kroppen at vænne sig til at yde i varme omgivelser. Det var blandt andet derfor, at de danske ryttere på landsholdet tog afsted i god tid, da de og deres heste skulle lære at præstere i varmen under OL i Rio. Akklimatisering er vigtigt, så du skal gradvist vænne dig selv og din hest til at præstere i varme omgivelser, hvis du planlægger at deltage i et sportsstævne, hvor temperaturene kan snige sig op omkring de 30 grader.

Et andet godt råd er, at du skal drikke meget – og gerne salt- og sukkerholdige drikke. Der er tale om, at du skal drikke mindst 3-5 ltr. i døgnet hvis du er meget aktiv. Hav derfor altid en flaske med væske ved hånden, hvis du skal til stævne i sommerheden. Tænk også over din beklædning, let og luftigt tøj er en fordel, ligesom det er en god idé at opsøge skygge så vidt muligt.

Kilde: Sundhed.dk

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner