Sådan rider du takt og sving i hesten

16-08-2017 10:57

Cecilie Lindahl

Kære Læsere

Jeg har fået et spørgsmål fra en af Ridehesten Juniors læsere, og spørgsmålet går på, hvordan man kan ride mere takt og sving i hestens trav.

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det er er rigtig godt spørgsmål, og netop forbedring af hestens takt og sving er to af de vigtigste målsætninger indenfor dressur. I løbet af hestens uddannelse bliver takten balanceret og ensartet, og svinget bliver flottere og med mere afskud. Herigennem kommer den mere udtryksfulde og harmoniske trav, som ser så flot ud!

At træne hestens takt og sving er altså en langsigtet proces med dagligt fokus på grundridningen. Her vil jeg give Jer nogle konkrete tips til, hvordan I i det daglige kan træne hestens takt og sving.

5 tips til at forbedre hestens takt og sving:

 1) En god takt starter med en god balance:
En hest i balance har langt lettere ved at gå med en god takt. Men det er de færreste heste, som går i selvbalance, når de får rytter på – det er noget, som de skal lære. En balanceret hest kendes på, at den går på det spor, som man vælger at ride på. Den balancerede hest falder hverken ind eller ud af volten, læner sig eller slingrer på linjen. 
Træn at ride rundt på banen uden at ramme hovslaget. Vælg nogle linjer og træn, at hesten går nøjagtigt på de valgte “usynlige” linjer. Det er faktisk en ret svær øvelse! Hesten vil ofte dreje lidt for tidligt, lidt for sent, svinge lidt ind og ud af den linje, som du har valgt. Korriger hesten tilbage på din linje, og efterhånden vil du få en mere balanceret hest, som nemt går på din linje. 
Hesten bruger halsen til at balancere sin krop. Derfor bliver en ubalanceret hest nemt urolig fortil eller kan føles stiv, og den ønsker at bruge din hånd til at balancere. Hesten skal gennem korrekt ridning få styrke i overlinjen til at bære sig selv (selvbæring), så den bliver i stand til at balancere med næsen oppe og fremme foran lod. Træn derfor at ride på dine valgte linjer med fokus på hestens placering af hals og nakke. 

2) Takt, rytme og kontrol over tempo:

For at forbedre hestens takt skal man kunne ride i en ensartet takt. Og her kommer rytme og kontrol over tempo ind i billedet. Træn ensartet takt ved at finde en ensartet rytme, og forsøg at bibeholde denne rytme ved at justere tempoet. Hvis hesten begynder at blive langsommere i rytmen, kan du igennem et højere tempo komme tilbage til takten, og hvis hesten bliver for hurtig i rytmen, kan du igennem halve parader komme ned i tempo og dermed tilbage til din valgte rytme og takt.  
 
I min egen træning og undervisning går jeg meget op i, at hesten kan vises i en jævn takt og med et jævnt sving. Først herefter begynder vi at fokusere på en større takt og flottere sving. Jeg synes, at det er vigtigt at have et godt udgangspunkt, inden man begynder at forlange mere af hesten, da arbejdet ellers nemt fører til en spændt hest og en rytter, som i højere grad bruger kræfter end rideteknik.

Nyheden fortsætter efter annoncen

3) Sving og afskub

Når hesten er kommet i balance og går med en ensartet takt, kan man begynde at træne øget sving. Et flot sving kommer bl.a. af, at hesten i sin ensartede takt kan skubbe af, altså går med afskub. Dvs. at bagbenene træder ind under hestens tyngdepunkt og skubber af i jorden, når den tager sine skridt. Herved kommer der mere luft under hesten og et flottere sving i takten. Til mine elever, som skal lære at ride sving og afskud i hesten sammenligner jeg i sjov med metaforen, “når man selv sætter af ved kanten i poolen”. Rytteren skal mærke, at der kommer et afsæt fra hestens bagben. Dette trænes gennem tempovekslinger, hvor man i fremadridningen rider efter at få følelsen af afskud – hesten skal ikke bare rende hurtigere og falde på næsen. 

4) Sædet følger hestens sving:

Når du træner sving i hesten, er det vigtigt at kunne ride svinget i sædet. I trav er svinget højre/ventre i hoftebenene. I galop arbejder hoften frem og tilbage med hesten. Hvis ikke du er i stand til at følge hestens sving med sædet, vil du være en smule anholdende i sædet, og du vil dermed modarbejde svinget en smule. Når du træner at svinget i hoften skal du dog være opmærksom på, at svinget bliver i sædet og ikke arbejder sig op i dine skuldre eller i hånden. Kropskontrol er enormt vigtigt for ryttere. Ofte skal du ride dine anholdninger med sædet, for at korrigere hesten op i svinget, når det tabes. Men husk efterfølgende at slappe af igen og følge hestens sving i sædet.

5) Det hele sættes sammen:

At holde en flot takt med et flot sving og afskud igennem et helt dressurprogram kræver enorm stor føling og koncentration, da man skal være i stand til at veksle mellem balancerende anholdninger og efterfølgende afskub fremad. Jeg kalder det “at gå på line”. Ved hjælp af bitte små korrektioner får rytteren hesten i balance med en ensartet takt og sving – ligesom en linedanser skal balancere og korrigere for at kunne gå på linen. Det gælder om at holde tungen lige i munden. 


Jeg håber, at I kan bruge mine tips I jeres daglige træning – rigtig god fornøjelse med at forbedre hestens takt og sving.
Skriv endelig til Ridehesten Junior,  hvis du sidder inde med et spørgsmål, så vil jeg gøre mit bedste for at besvare det.
Mvh. Line Hermann Hass

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner