Rokade i DRF's bestyrelse

23-09-2025 17:22

Dansk Ride Forbunds bestyrelse har været præget af omrokeringer og ændringer, og lige som der var kommet ro på, har næstformand Charlotte Kjærgaard valgt at træde ud af bestyrelsen. Det meddeler Dansk Ride Forbund i en nyhed

Copyright Ridehesten.com
Dansk Ride Forbunds bestyrelse har været præget af omrokeringer, og til trods for ro og stabilitet i længere tid, har Charlotte Kjærgaard nu valgt at træde af. Fv. ses Charlotte Kjærgaard, Nathalie zu Sayn-Wittgenstein, Sønke Iwersen, Sally Schlichting, Kimi Gerd Nielsen, Jakob Leth og Agnete Berner. Foto: Ridehesten.com/ Jørgen Bak Rasmussen

De seneste par år i Dansk Ride Forbunds bestyrelse har været præget af omrokeringer, konflikter og ustabilitet. Dog har der det seneste stykke tid været ro på i DRF's bestyrelse, men nu sker der altså ændringer endnu en gang. Næstformand i Dansk Ride Forbund, Charlotte Kjærgaard, har valgt at træde ud af bestyrelsen med virkning fra udgangen af september, for at påtage sig nye udfordringer. Det skriver Dansk Ride Forbund i en nyhed på deres hjemmeside. 

Beslutningen sker efter grundige overvejelser, og baggrunden til dette er, at Charlotte ønsker at dedikere mere tid og fokus til nye projekter. Charlotte har i sin tid i bestyrelsen bidraget markant til især arbejdet med hestevelfærd og forbundets strategi "Sammen om Hestevelfærd", et område der står næstformanden nært. Charlotte ønsker derfor også at sikre, at forbundet fortsat kan arbejde med fuldt fokus og styrke. 

Det har været en spændende udfordring at bidrage til det vigtige arbejde i Dansk Ride Forbund. Jeg har fra udgangen af september besluttet mig for at prioritere nye projekter, som kræver min fulde opmærksomhed fremadrettet. Derfor giver jeg nu plads til nye kræfter, så bestyrelsesarbejdet kan fortsætte med fuld styrke. Jeg har stor tillid til, at Agnete Berner kan løfte rollen som næstformand og fortsat bidrage til at føre det gode arbejde videre, udtaler Charlotte Kjærgaard til Dansk Ride Forbund. 

Formand for Dansk Ride Forbund, Kimi Gerd Nielsen, takker Charlotte for hendes store indsats og bidrag i bestyrelsen: 

Vi vil gerne takke Charlotte for hendes store indsats og dedikation i bestyrelsen. Hun har haft en stor stemme i drøftelserne om blandt andet hestevelfærd, og det arbejde vil vi selvfølgelig bygge videre på

Med Charlotte Kjærgaard fratræden informerer Dansk Ride Forbund om, at pladsen i bestyrelsen overtages af førstesuppleant Sally Schlichting, der indtræder frem til det ordinære repræsentantskabsmøde i 2026.

/Dansk Rideforbund. 

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen