Udfordringer i DRF's bestyrelse

21-09-2024 13:17

Efter formanden i DRF Dan Boyters udtalelse i går beskrev interne udfordringer i rideforbundets bestyrelse, ved vi nu, hvem der stiller sig kritisk overfor formanden

Copyright Ridehesten.com
Dan Boyter, der er formand i DRF, beskrev i et længere indlæg i går de aktuelle udfordringer i rideforbundets bestyrelse. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen
Nyheden fortsætter efter annoncen

I april måned i år blev Dan Boyter valgt som formand for Dansk Ride Forbund. Efter lidt under et halvt år, hvor den nye bestyrelse har arbejdet sammen, kom det i går frem, at der er interne udfordringer. Det skrev Dan Boyter i en udtalelse fredag, hvor han beskrev samarbejdet i bestyrelsen.

Her nævner formanden, at et flertal i bestyrelsen bestående af Charlotte Kjærgaard, Linnea Ericsson-Carey, Henrik Jørgensen og Nathalie zu Sayn-Wittgenstein har udtrykt mistillid til ham som DRF’s formand og opfordret ham til at trække sig fra posten. Dan Boyter bakkes fortsat op af næstformand Ditte Bach Sørensen, Thomas Vogt Hansen og de to suppleanter Bo Gejl og Jakob Leth, skriver han.

Nyheden fortsætter efter annoncen

På et bestyrelsesmøde i går blev muligheden for et ekstraordinært repræsentantskabsmøde om formandsposten drøftet, da Dan Boyter i sit indlæg skriver, at han har stor respekt for det mandat, han er blevet tildelt. Han har i sinde at fastholde den tillid og ønsker derfor, at det er et flertal i repræsentantskabet, der bestemmer det, hvis han skal afvige fra formandsposten. På gårsdagens bestyrelsesmøde var der, trods kritikken fra en del af bestyrelsesmedlemmerne, ikke et flertal for at afholde et ekstraordinært repræsentantsskabsmøde, og dermed ser situationen i skrivende stund låst ud.

Copyright Ridehesten.com
Henrik Jørgensen fortæller, at der arbejdes på en udtalelse, men har ikke yderligere at tilføje pt. Foto: Ridehesten.com/Mie Thorup Poulsen

Mange har undret sig over udfordringerne i bestyrelsen, og vi vil gerne her på Ridehesten.com på sagligste vis forsøge at skabe overblik over situationen i DRF og lade begge parter komme til udtryk i sagen. Derfor har vi i dag talt med Henrik Jørgensen, der er et af de fire bestyrelsesmedlemmer, som stiller sig kritisk overfor Dan Boyter. Han har dog ikke yderligere kommentater til sagen lige nu, men fortæller til Ridehesten, at der indenfor et par dage kommer et skriftligt modsvar til Dan Boyters udtalelse, der forhåbentligt kan give klarhed over sagerne. 

Copyright Ridehesten.com
Dan Boyter ønsker, at det er forsamlingen og dermed repræsentanterne fra de danske rideklubber, der får lov at afgøre om han skal fortsætte som formand. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen
Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen