Rikke Laumann i front i Aachen

22-06-2013 11:46

De danske voltigører er kommet flot fra start ved det store internationale stævne i Aachen

Copyright Ridehesten.com
Arkivfoto.

CHIO Aachen starter altid med voltigering for udsolgte tribuner, inden spring- og dressurrytterne indtager de smukke faciliteter. Danmark er i år stærkt repræsenteret med to hold: Møllebakkens Rideklub på hesten Fabiano med Lise-Lotte Bjarndahl som longefører og Voltigeklubben Thommysminde på hesten Gørklintgaards Donau med Betina Gaardsmand Nielsen som longefører, og to enkeltvoltigører – Rikke Laumann og Sheena Bendixen på Fruerholms Cato med Lasse Kristensen som longefører – også fra Voltigeklubben Thommysminde. Stævnet er en vigtig optakt til de kommende Europamesterskaber i Østrig i slutningen af juli, og de bedste voltigører fra hele verden er samlet.

Efter de obligatoriske øvelser i går morges lagde Rikke sig i front på Fruerholms Cato med Lasse Kristensen som longefører, og med Sheena på 5. pladsen også på Fruerholms Cato. Rikke henviste dermed den regerende verdensmester Joanne Eccles til 2. pladsen og den nykårede World Cup vinder Anna Cavallaro til 3. pladsen. Fredag eftermiddag var enkeltvoltigørerne på banen igen med deres tekniske program. Her er Joanne altid meget stærk, men Rikke leverede sit bedste tekniske program i denne sæson og vandt også denne runde. Så efter sejr i begge runder fredag skal det hele afgøres lørdag eftermiddag. Sheena leverede ligeledes et overbevisende teknisk program, og inden lørdagens finale ligger hun på en samlet 7. plads i det meget stærke felt.

De to danske hold leverede solide præstationer i deres obligatoriske programmer, og det bliver spændende at følge deres frie programmer lørdag formiddag. Begge hold har meget stærke frie programmer, og der er masser at kæmpe om, da udtagelserne til EM endnu ikke er afgjort.

Voltigeringen fra Aachen transmitteres live på Clipmyhorse og på tysk tv.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner