Thomas Bach Jensen
Vindinge Rideklub er i fare for at lukke, fordi kommunen ikke har prioriteret en lovliggørelse af staldene iht. den nye lov om hestehold, som trådte i kraft i år. Loven har ellers givet staldbygningsejerne et vindue siden 2016 til at opgradere staldene. Roskilde Kommune har valgt at benytte vinduet til at lovliggøre kommunes øvrige rideskoler, mens Vindinge Rideklub som den eneste må se sig forbigået.
Rideklubben afleverede 1142 underskrifter, som støtter op om bevarelse af rideklubben, til borgmester Tomas Breddam, der dukkede op til demonstrationen sammen med øvrige politikere.
Det er Rideklubbens håb og ønske, at kommunen i budgetforhandlingerne i det mindste sikrer midler til, at stalden lovliggøres, selvom den pt. er i så elendig stand, at kommunen vurderer den nedrivningsklar.
– Klubben fejrer 45-års jubilæum næste år og har alle dage været et sted for både elite- og bredderyttere. Vi har en blomstrende rideskole, passionerede opstaldere, seriøs dressur- og springundervisning, og vi afholder en række stævner hvert år, som får besøg af ryttere fra både nær og fjern. Det er helt uforståeligt, at kommunen vælger ikke at prioritere vores klub, når kommunens øvrige rideklubber er blevet bevilget midler til at lovliggøre staldene efter den nye hestelov, siger bestyrelsesmedlem Bianca Lea Lyberth.
Klubben demonstrede i går søndag aften med afgang Vindinge Rideklub kl. 18.00 mod rådhuset, hvor borgmester Tomas Breddam modtog underskriftindsamlingen kl. 18:45. Demonstrationen gik igennem Vindinge og Roskilde by med dyttende traileroptog.
/Pressemeddelelse.