Ridebanespringning i verdensklasse

08-05-2006 00:00

Britt Carlsen

World Cup-vindere, olympiske medaljevindere, europamestre og Danmarks bedste ryttere og heste springer løs i Bernstorffparken i St. Bededagsferien, hvor Sportsrideklubben også præsenterer en nordisk dronningerunde. For sjette gang siden 2001 arrangerer Sportsrideklubben det eneste fire-stjernede, internationale springstævne i Danmark – Keops Grand Prix - fra 11.-14. maj i Bernstorffsparken ved København. Med en håndfuld World Cup-vindere, olympiske medaljetagere og Europamestre til start blandt de 235 heste og ryttere fra 17 nationer er konkurrencen den stærkeste og bredeste nogensinde. Dermed er det også understreget, at Sportsrideklubben fortsætter det lange ridt mod værtsskabet for Europamesterskabet i springning i 2009. Det skal i givet fald afvikles på fodboldlandsholdets og FC Københavns hjemmebane i Parken på det københavnske Østerbro. At stævnet i Bernstorffsparken har nået høj kvalitet dokumenteres af, at DR TV til glæde for hestesports-interesserede over hele landet sender en 70 minutters direkte transmission fra den individuelle finale søndag eftermiddag den 14. maj. Det er de bedste nationer i verdenen, der sender hold til Keops Grand Prix: De dobbelte olympiske mestre for hold (2000 og 2004) Tyskland, Irlands Europamestre, England, Sverige og Holland stiller op. Desuden har følgende lande tilmeldt hold og ryttere: Norge, Finland, Polen, Belgien, Østrig, Schweiz, Italien, Ungarn, Rusland, Japan og Sydafrika. Samtidig kommer der en stribe ryttere fra den absolutte verdensklasse: Markus Fuchs, Schweiz, der vandt World Cupen i 2001, og har deltaget i olympiske lege siden 1988. Jos Lansink, Holland, som vandt World Cupen i 1994, det olympisk guld for hold i 1992 og Europamesterskabet for hold i 1991, hvor det individuelt blev til EM-bronze... Malin Baryard-Johnsson, Sverige, der vandt olympisk bronze for hold ved OL i Athen 2004 og som er svensk ridesports store, lysende ikon. Thomas Velin, Danmark, nr. 10 til OL både i 2000 i Sydney og Athen 2004, nr. 28 i den europæiske finale i World Cup’en 2006 i Göteborg. Tina Lund, Danmark, Europamester for Ungdom i 2002 i Bernstorffsparken – og nr. 11 i den europæiske finale i Göteborg i april, der afsluttede den europæiske gren af World Cup’en indendørs. Linnea Ericsson, Danmark, nr. 4 i den europæiske World Cup-finale i Göteborg i april. Med den olympiske bronzevinder Malin Baryard-Johnsson i spidsen for det svenske hold, får Keops Grand Prix endelig den nordiske ”Dronningerunde”, der var lagt op til allerede sidste år mod den danske europamester for ungdom 2002, Tina Lund. Hun vandt i vinter det internationale Grand Prix-stævne i Arezzo, Italien – og satte ved den lejlighed flere af verdens bedste ryttere til vægs. Nu bliver der i stedet tre deltagere i ”Dronninge-runden”. De kæmper om den uofficielle titel som Skandinaviens ridedronning. Linnea Ericsson var i indendørs-sæsonen den bedste af de tre. Den 25-årige Fredensborg-rytter fik på Pero Z Hillock sit helt store gennembrud, da hun efter et par 2.pladser i de indledende World Cup-stævner, kvalificerede sig til den europæiske finale i Göteborg, hvor hun efter to fejlfrie runder, endte på en slutplacering som nummer 4. Linnea Ericsson viste, at hun nu har hesten til de store baner – og kvaliteten til at springe op blandt Europas bedste. Linnea Ericssons super-præstationer i indendørs-sæsonen giver på kort sigt forhåbninger om et godt dansk resultat i nationsspringningen i Keops Grand Prix St. Bededag – og i den individuelle finale, der sendes direkte på DRTV søndag eftermiddag (14. maj). I lidt videre perspektiv åbner det muligheder for landsholdet til VM i Aachen sidst på sommeren. Keops Grand Prix i Bernstorffsparken begynder allerede torsdag den 11. maj med mindre klasser. Fredag eftermiddag, St. Bededag, afvikles nationsspringningen, Jan Nygaard Cup, hvor Danmark sidste år nåede en flot 5. plads. Første runde springes fra klokken 14 – og anden runde fra klokken 16.30 – med forventet slutresultat omkring klokken 17.30. Søndag eftermiddag fra klokken 14 afvikles den individuelle finale – Keops Grand Prix – fra klokken 14. DRTV sender 70 minutters direkte transmission fra finalen, hvor vinderen kan ride hjem med 7000 euro, cirka 53.000 kroner. Samme pris modtager det vindende hold i nationsspringningen – Jan Nygaard Cup.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner