Britt Carlsen
I weekenden var vi i terrænet lørdag til military. Jeg ved, belært af erfaring, at man den dag ikke skal drikke morgenkaffe eller tage vand med ud i terrænet, for der er ingen tissepauser indlagt i programmet for trængende fotografer, man må holde sin plads og holde ud. Jeg fik kørelejlighed fra hotellet kl. 6.30 sammen med kolleger fra Sverige, der har lejet en bil. Herligt, så vi var fremme ved ottetiden. Så måtte vi slæbe vore kameragrej et par km til pressecenteret, men humøret var fortsat højt. I pressecenteret døde internettet, så den planlagte morgennyhed på www.ridehesten.com forsvandt ligesom ud i luften.
Det er meget vigtigt, at man finder den helt rette plads, når man skal fotografere. Med 50.000 tilskuere i terrænet er det alt for risikabelt at gå fra den ene forhindring til den næste, for det er ikke sikkert, man får plads til at fotografere. Den rette plads kan afhænge af en meter til den ene eller anden side, så jeg tog kameraet på nakken og gik ud for at sikre min plads ved Alltech vandforhindringen. Der stod jeg så i halvanden time og ventede på første rytter. Jeg var dog mere heldig end flere af mine fotokolleger, der havde taget shuttelbussen kl. 7 – de var fremme ved forhindringerne kl. 11 – for da mediebussen kom til parkeringspladsen fik den ikke lov til at komme ind. Den blev henvist til tilskuere parkeringen. – Vi har slæbt vores grej 5 km stønnede de, da de nåde frem til vandspringet.
Så gik tiden, den ene rytter efter den anden passerede gennem vandet. Jeg havde hjemmefra indkøbt en pose vingummier, og den gik jeg i gang med at rationere mig igennem ved middagstid. Den kom til at holde mig gående indtil sidste rytter red gennem banen ved 16.30 tiden. På det tidspunkt var jeg godt øm i benene, og vores fotoplads var blevet indtaget af børn og forældre, der absolut ikke respekterede afmærkningen, men trampede rundt mellem vores fotogrej og i det hele taget var i vejen, men her var de strenge vagter pist væk. Vi havde én vagt stående, men hendes fornemmeste opgave var tilsyneladende at komme farende, såfremt en af fotograferne fik stukket kameraet lidt for langt frem og ud over afmærkningen.
Hurra for Rolex, Alltech og Mars
I sidste uge levede vi nærmest på sultegrænsen i pressecenteret. Ingen mad, et æble og et glas vand bestod menuen af. Med mindre man havde mulighed for at finde tid til at løbe ud af stadion og stå i kø sammen med 50-70 andre pressefolk ved den lokale bager, som har haft kronede dage under WEG. Nu er springrytterne så kommet til stadion og med dem Rolex, og så ser alting pludselig meget lysere ud. Nu er der mad, kaffe, vand på flasker og koldt øl om aftenen i pressecenteret. Alltech og Mars forkæler os, så min livvidde, der var skrumpet klædeligt i sidste uge, er nu begyndt at genfinde sin deprimerende runde form.
Mit pressehotel, som har haft mildest talt elendigt internet, eller intet net – fik onsdag en ny router, så hurra! Nu er jeg på nettet på hotellet. Og der er fire dage tilbage.
Hvad der ikke har ændret sig er de barske vagter overalt. Stop, vend om, gå væk, træd ikke på det røde tæppe! Jo tak, vi kender det alt sammen nu efter knap to uger. De første dage indgik vi alle i forsøg på samtaler med de franske vagter om det urimelige i, at vi skal gå store omveje med tungt kameragrej for at gå ind på stadion af en bestemt rute. Det bliver nu aldrig til en dialog, for de nægter at tale engelsk, og mine franske kolleger kommer også til kort. Så vi resignerede, men med springrytternes ankomst er der kommet nye fotografer til, og så kan vi erfarne gamle, more os over at se dem gå i kast med at argumentere for deres sag – uden held – og sådan humper det hele sådan afsted mod afslutningen.
