Britt Carlsen
Det kommer næppe som en overraskelse, at hollandske Anky van Grunsven og IPS Salinero topper ranglisten i dressur pr. 31.12.07. Det er lige så forståeligt at hendes rival, tyske Isabell Werth ligger på listens anden og tredjeplads med henholdsvis Satchmo og Warum Nicht. Den schweiziske toprytter Silvia Ikle, der netop har skabt overskriver i hestefagpressen verden over, fordi hun har meldt fra til OL i Hong Kong på grund af frygt for at vejrforholdene og rejsen til OL bliver for stessende for Salieri, ligger på ranglistens 4. plads. Det første danske islæt ¨på ranglisten for 2007 er den tidligere avlshingst, Solos Carex e. Castro, der ligger på en 10. plads med svenske Tinne Wilhelmsson Silfven foran endnu en danskopdrættet varmblodshest, Mistral Højris e. Michellino redet af engelske Laura Bechtolsheimer. Den første danske rytter på listen er Andreas Helgstrand og Gredstedgaards Casmir på 23. pladsen, Anders Dahl/Afrikka er 29, Nathalie zu Sayn Wittgenstein og Digby er nr. 33. Rolex Ranglisten i springning toppes af den schweiziske rytter Markus Fuchs, springrytternes ranglister er ikke begrænset til en bestemt hest, som det er tilfældet for dressurrytternes vedkommende. Ludger Beerbaum og Meredith Michæls-Beerbaum følger efter på listens anden og tredjeplads fulgt af irske Jessica Kürten, der jo som bekendt rider den dansk opdrættede hoppe Quibell e. Quidam de Revel. Den første dansker som dukker op på listen er Thomas Velin på en 114. plads, Tina Lund ligger som nr. 122 mens Linnea Ericsson er nr. 140. Som et lille kuriosum ligger den tyske mester fra 2006 og 2007 Rene Tebbel på listens 160. plads. I military toppes ranglisten af Andrew Hoy foran engelske William Fox-Pitt og Clayton Fredericks, der i lighed med Hoy kommer fra Australien. Hoy's tyske hustru, Bettina ligge som nr. 4 på listen. May-Britt Kattrup er nr. 171, Peter Flarup nr. 204. Ranglisten i distance toppes af spanske Maria Alvarez Ponton, den første dansker på verdensranglisten er Tanja van Willigen på plads 157. Samtlige ranglister er tilgængelige på FEI's nye hjemmeside. Linket kan du finder her i nyheden til højre.