Jeg har nu været ponyfar i syv år, så jeg tør godt sige, at jeg har haft min indgræsningsperiode. Faktisk er jeg blevet tilredet så godt, at jeg var begyndt at se frem til de lange og uendeligt mange weekender med stævner og staldvagter, og selv det at skulle være i stævneberedskab fra klokken 04:00 til 22:00 og bakke med en hestetrailer er noget, jeg er begyndt at savne.

Det er efterhånden blevet svært at skelne dagene fra hinanden herhjemme i casa del Ponyfar. Arbejde og fritid er blevet blandet sammen på en måde, som gør det svært at holde  ø-kulleren ude, og selv Ponyfars madpyramide fra bogen En guide til livet som PONYFAR, er begyndt at få overtaget. Gjorden er udvidet med et par huller, og som til ridestævnerne tager jeg nu mig selv i at sidde med en cola i hånden kl. 10 om formiddagen uden at ane, hvor den kom fra.

Blomsterne i haven er som de øl-glade aarhusianere og oste-tossede københavnere fuldstændig ligeglade med statsministerens forbud. De står tæt og i kø i kampen om at mærke forårssolen på deres blade, og som lokkende sirener minder de mig om, hvordan det var at sidde tæt i ridehuset med hvert sit varmetæppe og en dampende kop kaffe. Den del savner jeg virkelig.

Det er dog ikke alt, som er skidt. Facebook er ved at drukne i opdateringer med glade ryttere på skovtur, og for vores egen ponys vedkommende er den nye udendørsbane efterhånden knap så farlig. Aftenerne er også ganske hyggelige, og selv om vi alle tre har rigeligt at se til med arbejde og lektier, så er der nu bare en anden ro om morgenen, og de faste rammer om aftensmaden, som før var bedre timet end en Grand prix-klasse, minder nu mere om et sløjfestævne.

Ironisk nok så ser jeg mindre til ponydyret i disse coronatider end normalt, for den begrænsede adgang til stalden og de faste tider i ridehuset, har ikke kunnet kalibreres med mine onlinemøder på arbejdet, og når nu også stævnerne er aflyst, hvilket er det eneste rigtige, så går der langt mellem mine besøg i stalden.

Hvor jeg dog glæder mig til, at alle har lært at holde sammen, men på afstand, så vi igen kan blive lukket ud fra enefolden, og atter kan opføre os som de flokdyr, vi nu engang er. Jeg glæder mig til, at alt bliver, som det plejer, og vi igen kan få lov til at irritere os over vigtige ting som langsomme opdateringer på Go og de uretfærdige dommere, som ikke kan se bort fra et par sølle nedrivninger, når nu tiden var så flot.

God Påske, og pas godt på jer selv.