Pludselig fik hun alligevel føl

25-04-2020 18:41

Annika Knudsen Lorentsen

Avl

Anne Lindgreen fik sig i går noget af en forskrækkelse da hendes hoppe Bindie pludseligt begyndte at fole på trods af at hun var blevet scannet året forinden, hvor scanningen viste at der ikke var et føl 

Anne Lindgreen fra Sjælland havde sidste år sendt sin holstener hoppe Bindie e. Cristo/Limbus (opdr. Birgit Jørgensen) til Stald Harres hvor hun skulle bedækkes naturlig, da Anne året forinden havde forsøgt at inseminere hoppen uden held. 

– Da tiden var til det, fik jeg så dyrlægen ud for at scanne hende, men der var desværre ikke noget føl, selvom vi havde ændret taktik, fortæller Anne og fortsætter:

– Jeg besluttede mig for at stoppe med at prøve og tænkte skidt pyt, for så kunne jeg tage hende med til stævner igen, og jeg behøvede heller ikke være bange for at miste hende under folingen, som har været min største frygt i forhold til at få et føl. 

Har redet stævne i marts
Anne fortsatte altså gladeligt med at ride stævner med Bindie og parret har senest været til start på Riders Cup i starten af marts måned. 

– Månederne gik og vi var til flere stævner, og jeg var også så heldig at få en ny sponsor, og vi havde planlagt at skulle til Kronenberg i Holland og ride stævne her i foråret. Det blev så aflyst på grund af corona, fortæller Anne.

Det viser sig, at det nok var meget heldigt at stævnerne blev aflyst i dette tilfælde. For pludselig mærker Anne en forskel når hun rider på Bindie.

– Hun begynder at blive lidt dum og ride på, hun var stiv og stærk, og jeg forsøger at få hende løsnet op. Mange ryttere har altid haft travlt med at hun var for tyk, så jeg sætter hende ned i foder, men så bliver hun lige pludseligt tynd. Derfor gav jeg hende ormekur og forsøger at fede hende op igen. Det gav lidt, men ikke nok. Hun begynder at se lidt grim ud og tabe musklerne på bagparten. 

Blev bekymret
Anne kæmper med at få Bindie tilbage i form, og hun bliver nervøs for om der er noget galt med hende eller om hun bare ikke har trænet seriøst nok. 

– Jeg tænkte "der er noget galt med den hest" eller "Måske er det bare mig, for jeg har ikke redet vildt seriøst det sidste stykke tid", fortæller Anne, som troede at det måtte være årsagen til disse forandringer. 

Bindie har aldrig været syg før, hun er 11 år og Anne har købt hende direkte fra avleren. 

– Jeg ringer så til min springtræner og aftaler at vi skal i gang, for jeg ville være klar til Bækgaarden, hvis vi skulle være heldige at det blev til noget, forklarer Anne og fortsætter:

– I torsdags meldte jeg mig til Vallensbæks springstævne, i håb om at det ville blive til noget. 

Copyright Ridehesten.com
Foto: Privat

Pludselig gik folingen i gang
Men i går, fredag den 24. april, skete der noget meget uventet. 

– Jeg tog over i rideklubben i går først på eftermiddagen og trænede Bindie, hvor vi blandt andet galopperede i 20 minutter, og så var planen at hun skulle på vandbånd, så hun kunne få trænet musklerne yderligere, forklarer Anne og fortsætter:

– Kl. ca. 18 kommer min søster og siger, at jeg nok lige skal tjekke til Bindie, da ikke virker til hun har det godt og ligner en der ikke kan komme af med sin afføring. 

Første tænkte Anne at det var kolik, men det viste sig at det var noget helt andet.

– Hun ligger ned og jeg bøjer mig over hende, og jeg bliver nervøs, da det ligner hun er ved at presse tarmene ud, så jeg skulle bare have fat i en dyrlæge NU!

– Jeg troede jeg ville miste hende, men mens jeg står og prøver at ringe kommer min søster ud og siger "Anne Bindie er ved at fole, der hænger to forben ud af hende". Så stak den helt af for mig, for nu var jeg bange for at miste hende under folingen. Jeg græd og rendte rundt som en høne uden hoved, fortæller Anne, som ringede til sin dyrlæge og naboerne kom også forbi og hjalp. 

Annes dyrlæge Aage Pedersen var med over FaceTime, og guidede Anne og de andre gennem processen.

– Kl. 18.30 havde Bindie født et hingsteføl. Jeg er så taknemmelig for alle dem der var til stede og hjælpe mig og berolige mig, slutter Anne, som nu kan glæde sig over hingsteføllet Raagaardens Quarl Smart, som er efter hingsten Quinton.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner