Maja Golles
Tre fjerdedele af de der søger ind til Gardehusarregimentets hesteskadron på Antvorskov Kaserne er piger. Men rigtig mange af dem finder efter ret kort tid ud af, at de simpelthen ikke kan klare de fysiske krav under den 12 måneder lange militærtjeneste. Yngste hold fra februar startede med 53 og her er kun 29 tilbage. Langt hovedparten af de der er stoppet er piger. De har nemlig langt lettere ved at stoppe end mændene, idet pigerne har "værneret", hvilket vil sige, at de ikke på nogen måde er tvunget ind. De unge mænd derimod har værnepligt. - En stor del af problemet kunne løses, hvis man sagde, at der skulle være lige mange af hvert køn fra start, men det vil man ikke være med til fra politisk hold. Vi har søgt at forebygge det store frafald hos pigerne ved at indkalde dem til en orienteringsdag nogle måneder før de skulle begynde. Sidst vi gjorde det fandt enkelte af dem da også ud af, at de ikke ville ind. Nogle af dem kunne knap løbe 500 meter, fortæller oberst Sørensen. Ib H. Sørensen mener også, at læger har en del af ansvaret for problemet. - De siger ofte til pigerne, at hvis de meget gerne vil ind, skal de gøre det. Men kravene til fysik er altså store. Meget ofte skal hver husar ride på tre heste dagligt, ligesom der skal muges under 75 heste, siger obersten, der videre siger, at også øget fokus på arbejdstidsregler gør det svært at nå det hele hos regimentet. Kilde: Sjællandske