Cecilia Lindahl
Fluer og andre insekter kan gøre hesten ophold på folden til et mareridt, og ridningen kan også blive forstyrret af en irriteret hest, som ryster på hovedet, pisker med halen og sparker op under maven.
Med bid og stik følger rindende øjne, hævelse, kløe og måske eksem. Der er heldigvis mange ting, du kan gøre for at mindske plagerne - men det er urealistisk at tro, at du helt kan undgå fluer og insekter i den danske sommer.
Det er ikke alene ude på folden hesten kan blive plaget af fluerne, også på stald kan insekterne tage overhånd. Fluer er et irritationsmoment, og det kan stresse hestene i stalden. Derfor bør bekæmpelsen ske i hele hestens nærmiljø.
Min hests øje løber i vand?
Når det er varmt, sætter fluerne sig i øjenkanten på hestene for at drikke hestenes tårevæske. Fluerne forårsager i sig selv ikke skade på hestenes øjne, men fluernes ben er fyldt med snavs og møg inklusiv diverse bakterier, der på den måde overføres til øjnene. Herved opstår øjenbetændelse af varierende sværhedsgrad med tåreflåd til følge - forøget tårevæske tiltrækker flere fluer, og derved opstår en ond cirkel.
Symptomerne kan forekomme i begge øjne eller blot det ene, og karakteren af tåreflådet vil ofte ændre sig fra vandigt indledningsvist til mere klumpet og gulligt senere i forløbet. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at bryde den ode cirkel med behandling med øjensalve eller øjendråber. Mindst lige så vigtigt er det at forhindre fluerne i at have adgang til øjnene, hvilket opnås ved brug af maske eller fluenet. Forebyggende brug af maske eller fluenet kan anbefales. Såfremt din hest "blot" har lidt vandigt tåreflåd fra et eller begge øjne, kan du selv rense øjet eller øjnene med øjenbadevand. Forværres tilstande, eller ses der ingen bedring i løbet af 7-10 dage, bør du kontakte en dyrlæge.
Til kamp mod fluerne
Vi kan hjælp hesten på mange måder. Sætte den på stald i eftermiddagsheden, hvor fluerne er mest emsige - og igen i skumringen, når myggene er værst. Give den æblecider i drikkevandet, hvidløg i foderet og kemikalier eller velafprøvede husråd i pelsen. Samt udstyre den med opfindsomme hovedbeklædninger og måske et let sommerdækken/eksemdækken. Alt sammen godt og nyttigt - ja, på særlig varme dage næsten uundværligt.
Men det allerbedste er at begrænse mængden af stikkende, bidende, summende og sugende insekter. Og det kan faktisk lade sig gøre. Find juli nummeret af magasinet Ridehesten fra 2017 frem og læs hvordan.