Anna Pørtner
Under Dansk Varmblods Krafft Eliteskue på Vilhelmsborg, har en stor flok amatørryttere haft mulighed for at ride med ved DV's helt nye initiativ; Helgstrand Dressage DWB Amateur Cup. Her har over 100 amatører dystet om en plads i finalen, der afvikles i forbindelse med hingstekåringen i Herning til marts, og i går blev yderligere to vindere fundet - en i hver afdeling.
Han er min bedste kammerat
18-årige Emma Skovgaard blev samlet vinder af Helgstrand Dressage DWB Amateur Cup (LA) i går på Vilhelmsborg.
Der var 33 startende i klassen, som blev afgjort søndag middag ved Dansk Varmblod Rideklubs B-stævne på Vilhelmsborg. Den samlede vinder blev 18-årige Emma Skovgaard, som har haft den nu 7-årige Kamar’s Belmont e. Bernay/ Blue Hors Don Olymbrio (opdr. Stald Kamar v/ Morten Kappel Petersen) i to år.
– Jeg synes, at det har været helt fantastisk at ride i de store rammer. Det er en virkelig stor oplevelse, indleder Emma efter sit flotte, harmoniske ridt på den imponerende, ridelige og velgående Kamar’s Belmont.
Hun har købt hesten hos opdrætteren Morten Kappel Petersen, og forelskede sig med det samme: – Første tur og jeg var helt solgt, han er noget helt specielt for mig, smiler Emma, og fortsætter: – Morten så mig ride den første dag, og han hjalp mig også i gang med ham, for han er min første hest. Så jeg skulle lige omskoles lidt også til anderledes bevægelser.
Til dagligt får hun undervisning af Astrid Grøn, som Emma siger: – Hun er virkelig god til at se detaljerne, uden hende kunne det ikke lade sig gøre.
– Belmont er bare min bedste ven, så det er bare en god oplevelse (at ride med i amatørcuppen). Og sidste spørgsmål til Emma - en mulighed for at ride med i finalen i ved Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning? – Ja, det kunne være en stor drøm, afslutter hun.
16-årig vinder af amatørcuppen
Vinder af Helgstrand Dressage DWB Amateur Cup (MB) blev kun 16-årige Isabella Struntze Torp og Vestervangs Garson e. De Noir/ Ragazzo (opdr. Martin Klavsen). De vandt begge afdelinger med samlet 140,861%.
Isabella er 16 år gammel og har blot redet den ridelige og velgående vallak i tre måneder. Til daglig får Isabella hjælp af sin mor, Janni, men hun trænes også af Kenneth Damgaard. Hesten har familien købt af Marianne Rehn gennem Kenneth Damgaard.
Om at ride amatørcuppen siger Isabella: – Det er dejligt, at der er lavet sådan et stævne. Isabella var meget tilfreds med sine ridt: – Vi skal lige lære hinanden at kende, men jeg synes, at han var super sød.
Helgstrand Dressage har sponsoreret et gavekort til hingstestationen til alle avlere i top-5. Dermed var der en ekstra gave til Regitse Rubæk, som blev placeret på fjerdepladsen, for hun har nemlig selv opdrættet den hest, hun havde med i cuppen - Lillemarkens Afzalto e. Blue Hors Zalabaster/ Blue Hors Romanov.