Marie Helene Rigård Rohleder
Man taler om sømstik, hvis et søm under skoningen har såret hovens læderhud. Det vil som regel give ømhed og halthed med det samme. Der kan dog være heste, som ikke reagerer før der er opstået en betændelse, hvilket kan vare flere dage. Men så er hesten til gengæld også voldsomt halt.
Det skriver registreret beslagsmed Verner Kristoffersen i fagbogen "Hovpleje", som kan købes HER.
Der kan være mange årsager til sømstik. Hvis sømmene er slået i inden for den hvide linje, er det helt klart beslagsmedens ansvar. Men selvom sømmene sidder korrekt, kan der være faktorer, som har påvirket sømmets vej gennem hovvæggen.
Ofte faktorer som smeden ikke har indflydelse på. Der kan f.eks. sidde en ikke synlig sømstump i hovvæggen, og hvis et nyt søm rammer den, kan det nemt ændre retning og beskadige læderhuden.
Der er en betydelig større risiko for at sømstikke heste med dårligt horn, da hornet ikke ”melder” klart tilbage til smeden om hvordan sømmet går i. Og hos heste med dårligt horn er det desuden ofte nødvendigt at placere sømmene højere oppe på hovvæggen end normalt, med øget risiko for sømstik, for at få en tilstrækkelig god sømning.
Kilde: Netdyredoktor
Utætte søm
I sjældne tilfælde kan et søm blive ”utæt”. Det vil sige, at det spalter sig og den ene halvdel borer sig ind i læderhuden, mens den anden halvdel kommer ud på hovvæggen som normalt.
Hvis hesten er meget urolig mens den bliver skoet, vil det naturligvis besværliggøre sømningen, og ikke mindst fratager det beslagsmeden muligheden for at opdage om hesten reagerer, når sømmene slås i.
Sømtryk
Hvis sømmene under inddrivningen ikke har berørt og såret læderhuden, men blot har forårsaget et tryk på denne, kaldes det for sømtryk.
Hvis hesten er sømtrykket, vil den som regel være en smule ”småt gående” de første par dage, hvorefter det går over, og hesten går normalt. På grund af hovens vækst vil sømmene efterhånden fjerne sig fra læderhuden, og trykket på denne vil derfor mindskes.
Der kan i sjældne tilfælde opstå en betændelse i det område af læderhuden, hvor sømmene trykker, og hesten vil så blive halt. Det sker som regel flere dage efter skoningen.
Behandling
Behandlingen af både sømstik og sømtryk vil bestå i udskæring, så der skabes afløb for evt. pus. Her vil der tit være et samarbejde mellem beslagsmeden og dyrlægen.
Efter et par dage, hvor hoven bades i varmt sæbevand, kan der lægges sko på igen. Beslaget vil så ofte være sko med sål, som beskytter udskæringen.
Det er helt naturligt, at heste kan ændre gangen lige efter de er blevet beslået. Der er trods alt tale om et indgreb i hoven, samt en lidt ændret tåakse. Det er netop en af grundene til, at heste helst skal skoes mindst en uge før et stævne eller andre arrangementer.