- Troede ikke længere på guld

18-08-2014 10:03

Clara Hallundbæk er på trods af en halvvåd hov ny danmarksmester i springning for I'er-ponyer. Her fortæller hun om sit mesterskab

- Det er meget fedt at vinde.

Så enkelt kan det siges. Søndag eftermiddag vandt Clara Hallundbæk danmarksmesterskabet for I'er-ponyer, på Pauldarys Pocket Rocket. Ekvipagen sejrede først i indledende runde, men anden runde gik ikke helt som forventet, da ponyen var tæt på at dyppe en tå i vandgraven. Det kostede fire fejl.

- Alle mine ture var rigtig fine - på nær da jeg på andendagen fik en fod på listen på vandet. Der troede jeg ikke længere, at jeg kunne få guld, siger Clara Hallundbæk.

I finalens hovedrunde lykkedes det dog hende at ride en nulrunde, mens de andre ryttere indkasserede fejl - og så var mesterskabet åbent igen. De tre bedste ryttere havde alle fire fejl, og så måtte der omspringning til for at fordele medaljerne.

- Jeg er ikke sådan én, der tænker alt for meget over tingene. Jeg tænkte bare på at ride den hurtigst mulige tid, uden fejl, siger Clara Hallundbæk.

Rytteren er glad for sin ponys indsats.

- Hun var rigtig fin - og glad for at vinde! siger hun.

Der er ikke meget tid til at hvilke på laurbærene - eller det røde dækken, for den sags skyld. Næste weekend skal Clara Hallundbæk nemlig ride DM for hold på hest.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner