Parzival snuppede sejren

27-12-2014 15:53

Det blev hollandske Adelinde Cornelissen på sin store røde vallak Jerich Parzival, der snuppede sejren i dagens femstjernede Grand Prix i belgiske Mechelen

Copyright Ridehesten.com
Adelinde Cornelissen og Jerich Parzival - her ved WEG 2014.

CDI5* Grand Prix ved det traditionsrige nytårsstævne i belgiske Mechelen bød i dag på hollandsk sejr til den erfarne ekvipage; Adelinde Cornelissen og Jerich Parzival e. Jazz/Ulft med en score på 77,740%.

Andenpladsen gik til svenske Patrik Kittel på Watermill Scandic e. Solos Carex/Amiral med 77,140%, mens tredjepladsen tilfaldt endnu en hollænder, nemlig Danielle Heilkoop på Siro e. Gribaldi/Hemmingway med 75,640%.

Egentlig kunne man have forventet en tysk ekvipage i kampen om topplaceringerne i klassen, da Ulla Salzgeber og Herzruf’s Erbe e. Herzruf/Caletto også stod på startlisten, men ekvipagen kom aldrig til start, da Herzruf’s Erbe desværre havde bidt sig i tungen.

”Schade Marmelade!!!
En meget frisk Herzi har i dag på vej til Grand Prixen i Mechelen bidt sig i tungen!
Det betød for mig: Desværre ingen start mulig, og deraf heller inden kür i morgen, som jeg havde glædet mig sådan til.
På trods af den stadig virkelig ærgerlige situation, er jeg glad for, at Herzi er i god form.
På grund af vinteren, går det i morgen hjem til det Bayerske hjemland.
Stor indsats for ingenting - shit happens!!!
Vi ses igen snart.
Jeres Ulla og Herzi”
- sådan skrev Ulla Salzgeber på sin Facebookside.

Tidligere i dag var også danske Fie Christine Skarsø til start, denne gang i Prix St. Georges på For my Life e. Fürst Heinrich/Don Schufro, og her blev det til en score på 68,158%, hvilket rakte til en niendeplads, desværre uden for placering. Klassen blev vundet af hollandske Patrick van de Meer på Coco Chanel e. Sandreo/San Remo med 74,500%.

På springbanen har man allerede afviklet første afdeling af stævnets World Cup-kvalifikation, hvor det blev til sejr til belgiske Hendrik Denutte på Fikke van de Kranenburg e. Kimball/Sweetfox med nul fejl i tiden 66,55 sek. Også anden- og tredjepladsen tilfaldt belgiske ekvipager; henholdsvis Gregory Wathelet på Riesling du Monselet e. Kashmir van Schuttershof/Laeken med nul fejl i tiden 67,22 sek. og Freddy Demuynck på Dirigent van het Polderhof e. Kashmir van Schuttershof/Tenor Manciais med nul fejl i tiden 67,90 sek.

Se flere resultater HER.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner