På vej mod UVM på Zangersheide

15-08-2017 14:30

Britt Carlsen

Nu nærmer tiden sig for den endelige udtagelse til UVM på Zangersheide for de unge springheste – sidste iagttagelse sker under Dansk Varmblods Eliteskue

Copyright Ridehesten.com
Sidste års finalist Fendi Ask redet af Søren Møller Rohde.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Efter iagttagelser af de tilmeldte Dansk Varmblods heste til UVM på Zagersheide ved stævner på Bækgården og ved Riders Cup finder den sidste iagttagelse sted lørdag den 26. august. Det sker i forbindelse med Dansk Varmblods Eliteskue på Vilhelmsborg, og det er de 6–årige heste, som først skal i ilden. Herefter følger de 7–årige og 5–årige heste.

Der skal udtages fire heste + reserver i hver årgang, og det er Bo K. Møller og Kristian Skovrider som i år har opgaven at skulle udpege de danske heste til UVM.

– Vi er fortrøstningsfulde for vi har flere gode emner til UVM i år, fortæller Kristian Skovrider, og blandt de tilmeldte heste, er der flere som rides af nuværende eller tidligere landsholdsryttere. Det er ikke noget krav, at hestene skal gå alle iagttagelsesstævner og heller ikke det sidste på Vilhelmsborg. Bo og Kristian vil i løbet af dagen, når springkonkurrencerne for de unge heste er overstået, kunne oplyse, hvilke ekvipager, der skal repræsentere Danmark på det belgiske stutteri Zangersheide, der har afviklet dette stævne siden 1995.

Træningssamling
Som noget nyt i år skal de udtagne ryttere og heste samles den 11. september på Stutteri Ask til en træningssamling. – Vi vil se, at hestene er i orden og i form til opgaven, så vi skal også se dem mønstret for hånd, forklarer Kristian. Under træningssamlingen vil hestene skulle springe forskellige forhindringer, overbygget vand og vandgrav samt springe en mindre bane. Alt sammen som et led i en optimering af forberedelserne til UVM.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Springhestene har ikke samme flotte medalje statistik som dressurhestene ved UVM, men betingelserne er også meget forskellige. Hvor dressurhestenes kvoter overholdes strengt, så deltager et meget stort antal heste fra især Belgien og Holland på Zangersheide, og her er ikke tale om egentlige kvoter for der uddeles et stort antal wild cards.

– For et par år siden lavede vi en beregning som viste, at Dansk Varmblod i dressur har omkring 10% af starterne, mens det i springning er under en procent, fortæller Kristian Skovrider, så det fortæller også noget om de mange starter i springning, hvor deltagerantallet i kvalifikationerne løber op over 200 pr. årgang.

Alligevel har vi gennem de senere år haft enkelte eller flere finalister, og håber er naturligvis også, at få danske heste i finalen i år – og så kan alt ske.

UVM på Zangersheide afvikles den 20. – 24. september. 

I denne video ses Søren Møller Rohde og Fendi Ask i omspringningen i finalen for 5-års heste, hvor de sluttede på 12. pladsen.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner