Signe Wiese
Engelske Fiona Bigwood, der danner par med den danske berider Anders Dahl, besøgte Kristine & Michael Sinding på Atterupgaard, hvor hun prøvede Othilia første gang. Fiona var allerede den gang meget begejstret for den imponerende hoppe, men Michael Sinding forklarer at Bigwood egentlig var på jagt efter en hest, der var lidt ældre. Så i første omgang blev det ikke til nogen handlen, men Fiona Bigwood holdt kontakten, og da hun ikke havde kunnet finde en hest, hun var ligeså begejstret for, vendte hun tilbage til Atterupgaard for godt 1 måned siden for at prøve Orthilia igen.
– Og så blev hun enig med sig selv om at det skulle være den, fortæller Michael Sinding til Ridehesten.com. Handlen, der er formidlet af Klaus Munkedal fra Munkedal Horses, er nu faldet helt på plads, og Othilia ankommer til Fiona Bigwood og Anders Dahls stald senere i aften.
Dansk mester med Dufour
Den tidlige uddannelse af Atterupgaards Orthilia e. Gribaldi/Donnerschlag har været varetaget af Katrine Sandholdt og Maria Falkner Hansen, og siden efteråret 2012 er hoppen blevet redet af Cathrine Dufour. Efter kun få måneds samarbejde vandt Dufour og Orthilia ECCO-cup finalen for ungryttere i december 2012, og i foråret 2013 havde ekvipagen deres internationale debut ved CDI-stævnet i Addington i England, hvor parret blev nr. 2 i deres ene start, og vandt den anden. I sommeren 2013 vandt ekvipagen så det danske mesterskab i dressur for ungryttere i overlegen stil.
Det helt rigtige match
Michael Sinding fortæller at der har været rift om Orthilia, og at det succesfulde avlerpar fra Atterupgaard har fået rigtig mange henvendelser på hoppen.
– Kristine har ikke rigtigt været interesseret i at sælge, men det ændrede sig selvfølgelig efterhånden som buddene voksede, og begyndte at komme fra ryttere på et andet niveau. Vi vil gerne se hesten få de optimale muligheder for at nå helt til tops, og vi har da en drøm om måske at komme til at se den til OL, EM osv., så vi har leget med tanken om at det skulle være en rytter, der havde mulighederne for at udnytte hestens potentiale, forklarer Michael Sinding.
Og den rytter føler parret, at de har fundet i Fiona Bigwood
– Da vi så hende ride den kunne vi bare se, at det var det helt rigtige match. Vi tror på at den kan nå toppen, og den har de bedste muligheder med for at nå det med Fiona, pga. af den måde hun rider på, den måde hun har heste på, og hendes horsemanship. Det har handlet meget om de lidt bløde værdier for os, og det har været altafgørende for os. hvem hesten kom til, understreger Michael Sinding.
Fem afkom og to på vej
Selvom Orthilia nu flytter til England, så er der alligevel masser af hoppen hjemme i stalden på Atterupgaard. Der er nemlig løbende blevet skyllet æg på hoppen og lavet embryotransfer, og det betyder at der på nuværende tidspunkt går fem afkom efter Othilia på Atterupgaard, og der ventes yderligere to til foråret.
Michael Sinding forklarer at de har to 3-årige hopper efter Orthilia og med Belissimo M som far, en 2-årig hingst e. Tuchinski, en 1-årige hingst e. Belissimo M, der er solgt til dressurrytter Michael Søgaard, og et føl fra i år efter den hollandske hingst Charmeur, der er solgt til HH Horses. Og så er der to rugehopper i fol med Orthilia-føl efter Charmeur. Endelig indgår både Othilias mor og helsøster også i bestanden af avlshopper på Atterupgaard.
Cool og velbalanceret
Stutteri Atterupgaard har gennem årene avlet et væld af succesfulde heste, men Michael Sinding mener alligevel, at Atterupgaards Orthilia er en af de bedste.
– Det er først og fremmest en meget stærk hest. Den er arbejdsom og har et fantastisk temperament, og den hviler meget i sig selv. Den cool, men stadig enormt tændt. Og så har den jo et talent af en anden verden for piaffe og passage. Den er frisk på den fede måde, og det er netop en af de ting Fiona er så vild med, forklarer Michael Sinding.
Avlerparret fra Atterupgaard glæder sig til at følge hoppens fremtidige karriere: – Vi håber på at få mange spændende oplevelser med den, slutter Michael Sinding.
I boksen til højre kan du se Atterupgaards Orthilia og Cathrine Dufour ved DM for ungryttere tidligere på året.