Nordisk guld til Sibbesen

29-10-2007 14:28
Sportsrideklubben Vallensbæk afviklede i weekenden Nordisk Mesterskab i ridning for handicapryttere.

Det var et flot stævne, som klubben afviklede, og arrangørerne modtog da også ros fra alle sider. Især repræsentanter fra Dansk Ride Forbunds handicapudvalg samt fra Dansk Handicap Idræts Forbund udtrykte stor begejstring. Men også ryttere og holdledere roste stævnet i høje toner. Der var pyntet flot op i ”halloween-tema”. Derudover havde klubben gjort et meget stor arbejde for at finde sponsorgaver, så alle de deltagende ryttere fik en del gaver samt souvenirplaquetter med hjem. Derudover var der også høje doteringer (pengepræmier) i forhold til andre internationale handicapstævner. Vallensbæk Kommune var fredag aften værter ved stævnet og havde inviteret alle deltagerne til middag. Borgmester Kurt Hockerup holdt velkomsttale, og alle deltagerne fik overrakt en souvenirplaquette. Bronze i holdmesterskabet Der var på forhånd store forventninger til de danske ryttere, og håb om at rytterne vandt mange medaljer. Det danske hold var dog meget plaget af uheld om til stævnet. Den danske verdensmester, Annika Dalskov, måtte låne en ny hest, idet hendes egen hest blev syg en uge før stævnet. Den tidligere danske verdensmester, Line Jørgensen, kom også med en ny hest, idet hendes egen hest blev skadet for kort tid siden. Holdkonkurrencen blev afvikledet fredag og lørdag. I første afd. af holdkonkurrencen var der desværre mange fejl i de danske rytteres præstationer, og Danmark lå således desværre som nr. 4 efter første konkurrencedag. Sverige havde lagt sig klart i spidsen af holdmesterskabet foran Norge, Finland og Danmark. Der var dog meget tæt løb mellem de sidste 3 hold. Anden dag, fik det meget bedre for de danske ryttere, og både Annika Dalskov og Henrik Sibbesen vandt hver deres klasse. Det hjalp derfor også meget i holdkonkurrencen, hvor Danmark avancerede og lagde stor afstand til Finland. De svenske og norske ryttere red imidlertid også godt denne dag. Sverige vandt guld, Norge fik sølv og Danmark vandt bronze. Henrik Sibbesen vandt guld Det individuelle mesterskab afvikledes også over 2 dage, hhv. lørdag og søndag. Lørdagens klasse var således både sidste runde i holdmesterskabet og første runde i det individuelle mesterskab. Handicapryttere er inddelt i 4 grader efter deres handicaps, hvor grad 4 er de mindst handicappede. Efter Annikas og Henriks sejre lørdag i hhv. grad 3 og 4, var der store forhåbninger om 2 danske guldmedaljer. Henrik Sibbesen formåede at holde fast i det flotte resultat fra lørdagens konkurrence og vandt også søndagens kür-finale. Henrik vandt således guld foran norske Sigrid Rui og svenske Lotten Aronsson. Det gik desværre ikke rigtigt for Annika. Hesten var flink, men den misforstod hende tit. Parret har også kun trænet sammen i knap en uge, så det var bestemt ikke optimalt op til et mesterskab. Det blev til en samlet bronzemedalje for Annika. I grad 2 var der også dansk deltagelse. De meget stærke svenskere tog dog alle medaljerne, men Malene Høj Sommerlund blev nr. 2 i søndagens finaleklasse, og var tæt på at vinde bronze samlet i det individuelle mesterskab.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner