Nis Ravn lever ikke mere

12-03-2020 11:31

Den danske springhesteavler og tidligere danmarksmester i springning, Nis Ravn, er stille sovet ind og blev bisat i Rødding den 28. februar

Copyright Ridehesten.com

Nis Ravn sov stille ind med sin familie ved sin side den 19. februar og blev bisat fra Rødding Frimenighedskirke den 28. februar 2020.

Han og hans hustru Else har i over 50 år avlet springheste, og de har baseret deres succesfulde avl på den skimlede hannoveranerhoppe Arita, som de købte i 1960'erne.  Arita, der var blind på det ene øje, kom til at spille en afgørende rolle i Nis' liv med heste, dels på springbanerne til adskillige landsstævner og til dels som mor til ti føl på ti avlsår på familien Ravns ejendom Søndervang .

Nis købte aldrig siden en hoppe, for Aritas efterkommere har sidenhen sørget for gode hopper på stutteriet. De senere år har Else og Nis avlet på to hopper, der har Arita som oldemor. Disse hopper, Quick Step og Manilla, har hver især leveret årets springbetonede hingsteføl i Dansk Varmblod. I 2012 var det Søndervangs Capone e. Cavall Ask/Quidam de Revel og i 2014 Søndervangs Unikum e. Untouchable/Cassini II. 

Vi bringer her indledningen til den avlerprofil, som vi bragte i magasinet Ridehesten 01/2015:

Nis Ravn er opvokset i en hesteinteresseret familie på fødegården Søndervang ved Rødding. Han var barn i 1950’erne, og allerede dengang var ridning en udbredt sport i Sønderjylland. Begge hans forældre red, og de købte en lille hest til Nis, som han kom til at ride middelsvær dressur og military på.

Det var en egn med stolte hestetraditioner. Flere af drengene i hans klasse var dygtige ryttere som fx Leif Konradi og Niels Ejnar Petersen. Leif fik senere succes som bestyrer på Stutteri Øxenholm, og Niels Ejnar fik bl.a. sønnen Lars, der blev chefberider på Blue Hors og kom til at ride OL. En af klassekammeraterne fra realskolen var Martin Møller, senere far til Blue Hors’ direktør Esben Møller.

Nis, og hans fætter Nis Jørgen Ravn, red i Sdr. Hygum rideklub, og Nis startede sin første konkurrence som 10-årig. Han red gerne landbomilitary, der bestod af dressur, ridebanespringning, terrænridt og kørsel for vogn, og med familiens opbakning startede han flere gange stævne i Bad Segeberg i Tyskland.

Da Nis var 18 år, blev det første danske CHIO-stævne afholdt i Bernstorffsparken. For at kunne deltage i ridebanespringningen, skulle man have opnået placeringer i MA, så Nis meldte sig til sit første landsstævne i Næstved for at prøve at ride dette niveau. Han vandt to MA-klasser og nåede sit mål at blive inviteret til at ride i Bernstorffsparken, hvor han red nationsspringning på det danske hold.

– Dengang var der stive former til rytterfester med højtidelige taler og folk i deres stiveste puds, indskyder Nis.

Ridekarrieren tog hurtig fart. I 1962 var Nis elev på en gård hos familien Bang Nicolajsen på Djursland, ja faktisk hos Lotte Bangs forældre – danmarksmesteren i dressur Lone Bang Larsens bedsteforældre. Her havde Nis sin hest Loki med og ville meget gerne ride DM i Bernstorffsparken. Lottes far bakkede ham op, og de kørte til hovedstaden, hvor Nis som 21-årig blev danmarksmester i ridebanespringning.

– Jeg oplevede at ride ved CHIO Aachen fire gange, bl.a. sammen med Søren Hobolt, der også red ridebanespringning og sammen med Jytte Jarl, der red dressur, erindrer Nis.

Nis og hans hustru Else overtog landbruget på Søndervang i 1968. Det var krævende arbejde, som gjorde det vanskeligt fortsat at deltage i internationale ridestævner, men så red de jagter, både Else og Nis.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner