Nick Skelton vandt i Aachen

01-07-2013 10:56

Engelske Nick Skelton er nu - efter italienske Piero d´Inzeo – den anden rytter, der har vundet Rolex Grand Prix i Aachen fire gange

Copyright Ridehesten.com
Foto: Rolex.

Han vandt allerede på det store stadion i Soers, Aachen, i 1982, 1987 og 1988, og nu har han gjort det igen! Ved World Equestrian Festival, CHIO Aachen 2013, red engelske Nick Skelton KWPN-hingsten Big Star e. Quick Star / Nimmerfor foran mere end 40.000 tilskuere søndag aften på et totalt udsolgt stadion.

- At vinde i Aachen - foran dette fantastiske publikum - er simpelthen en drøm, kommenterede Skelton efter sejren.

Efter de to første runder i den store Grand Prix var der tre ryttere tilbage med dobbelt nulrunde; Janika Sprunger fra Schweiz, Patride Delaveau fra Frankrig og Nick Skelton fra England. Det blev en ufattelig spændende omspringning, hvor den unge Sprunger lagde ud med top hastighed og på den konto desværre måtte indkassere et nedslag. Det så frem til sidste forhindring ud til, at franskmanden skulle få endnu en fejlfri runde, men her måtte Delaveau sande, at han også han kom igennem omspringningen med 4 fejl. Nu skulle Skelton bare undgå fejl for at vinde, og i bedste Skelton-stil gav han den gas for også at undgå tidsfejl.Det lykkedes ham og jubelen skyllede ind over englænderen.

Med sin fjerde sejr i Aachen Grand Prixen skriver Nick Skelton nu historie i ridesporten. Det gør han faktisk på flere måder, for hun tager som den første også Rolex Grand Slam-udfordringen op. Kan han vinde CSIO 5* Spruce Meadows Masters (5.-9. september), så har han åbnet døren til Rolex Grand Slam, fordi den rytter, der vinder CHIO Aachen, CSIO Spruce Meadows `Masters´ og CHI Geneva i samme sæson, vinder Rolex Grand Slam - og for god ordens skyld skal det tilføjes, at der med den ære følger 1 million euro!

- Rolex Grand Slam er et fantastisk initiativ. Hvem ved, måske kan jeg fortsætte mit held i Canada!, sagde en optimistisk Skelton efter sejren i Aachen, der alene indbragte vinderen 330.000 euro (knap 2,5 mio dkk).

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen