Neumünster: Sejr til Langehanenberg

17-02-2013 11:53

Signe Wiese

Tyske Helen Langehanenberg og Damon Hill blev en overlegen vinder af Reem Acra FEI World Cup Grand Prix Kür i Neumünster i dag - de to danske ryttere, Anna Kasprzak og Sidsel Johansen var med i topkampen, og red begge over 80%

Helen Langehanenberg og Damon Hill sejrede med 87,800%, hvilket er en ny personlig topscore for ekvipagen, der bare bliver bedre og bedre for tiden, og virkelig har meldt sig på banen som en seriøs konkurrent til Adelinde Cornelissen ved World Cup-finalerne i Göteborg i april.

Unge Kristina Sprehe red Desperados FRH ind på en flot 2. plads i klassen med 84,425%, og det var en fornøjelse at se det lette og elegante samarbejde mellem hest og rytter. Isabel Werths Don Johnson FRH virkede en smule spændt i dag, men Werth formåede at holde hovedet koldt, og blev nr. 3 i klassen med 83,000%.

Danske Anna Kasprzak og Donnperignon red deres efterhånden velkendte kür til musik af Phil Collins, og ekvipagen fik vist et flot og udtryksfuldt ridt, med flotte piaffer, og meget aktive bagben. Der indsneg sig et par små fejl, men scoren blev alligevel flotte 81,075%, hvilket rakte til en 4. plads.

Sidsel Johansen og smukke Schianto har for vane at tage publikum med storm, og det gjorde ekvipagen også i Neumünster, hvor også dommerne så ud til at nyde ekvipagen ridt. Også denne danske ekvipage brød 80%-grænsen og scorede 80,050%. Flot!

DV-vallakken Smeyers Molberg (opdr. Stutteri Atterupgaard) blev nr. 7 i klassen med sin schweiziske rytter Marcela Krinke-Susmelji - ekvipagen scorede 73,875%

Se klassens fulde resultat HER

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner