Nedtælling til DM i dressur

29-07-2010 06:48
Hvem, der bliver danmarksmester i dressur 2010, afgøres søndag den 1. august på Broholm. Frem til mesterskabets afgørelse slår Broholm portene op til fire fantastiske dage med rideoplevelser i særklasse

Ud over Gorrissen Federspiel DM i dressur for seniorer afvikles også forbundsmesterskaberne i handicapridning og flere andre spændende dressurklasser i de smukke omgivelser på Broholm. Dansk Ride Forbunds protektor H.K.H. Prinsesse Benedikte overrækker præmier i mesterskaberne. Tre dage med dressur på højeste plan. Gorrissen Federspiel DM i dressur for seniorer afvikles over tre spændende klasser fredag til søndag. Der startes med Grand Prix fredag, hvorfra de bedste 24 ekvipager går videre til Grand Prix Special lørdag. Herfra går kun de 15 bedste videre til finalen i Grand Prix Kür søndag. Foreløbig er 24 ekvipager meldt til start ved DM. Spænding om mesterskabet Der er lagt op til hård konkurrence om DM-titlen i 2010, hvor en ny danmarksmester skal kåres. Den forsvarende mester Nathalie zu Sayn-Wittgenstein stiller nemlig ikke op, da hun har født en søn den 24. juli. Hermed er kampen om mesterskabet åben for de øvrige af landets bedste dressurryttere, som udover mesterskabskampen også skal benytte stævnet til at gøre sig gældende til VM-truppen. Det er nemlig ikke kun er DM-titlen, der er på spil på Broholm. Landstræner Rudolf Zeilinger bruger også DM som udtagelsesstævne til VM i USA til efteråret. Dressureliten samles på Broholm Det er nogle af Danmarks allerbedste dressurekvipager, der kan opleves ved Gorrissen Federspiel DM i dressur på Broholm den 29. juli – 1. august. OL-bronzevinder Anne van Olst er klar på både Exquis Clearwater og Exquis Taikoen, mens landsholdskollegæn Sune Hansen er klar på Blue Hors Romanov. Den nordiske mesterekvipage Anne Troensegaard og Seduc er også til start på Broholm, hvor også Sanne Henningsen og Atterupgaards Molberg er at finde. Topdommere til DM i dressur Dressurdommerne Linda Zang fra USA og Thomas Lang fra Østrig er sammen med de danske dommere Leif Törnblad, Susanne Baarup Christensen og Hans Christian Matthiesen på plads i dommertårnene ved DM i dressur. Det er Dressurens Venner, der har tildelt et sponsorat til Broholm øremærket det formål at sikre kvalificerede udenlandske dommere til mesterskabet. Det skal ikke bare sikre en høj kvalitet af bedømmelserne men også virke ansporende på rytterne. ”Danmarksmesterskabet i dressur er scenen, hvor vore bedste ryttere skal præstere deres ypperste. Derfor skal dommernes vurdering også være af højeste kvalitet og Dressurens Venners sponsorat muliggør, at rytterne får en international bedømmelse”, siger H.K.H. Prinsesse Benedikte, formand for Dressurens Venner. Broholm i nye klæder Rideanlægget på Broholm har været gennem en omfattende ombygning, der betyder, at rammerne for DM i dressur for seniorer og forbundsmesterskaberne i handicapridning i 2010 er i særklasse. Bl.a. er der blevet anlagt en ny ridebane med fiberbund fra Allan Neergaard, og der er bygget en ekstra tribune, hvilket giver endnu flere publikummer muligheden for at opleve den smukke ridning fra de næsten 500 tilmeldte ekvipager. Resultaterne kan følges direkte på nettet på DRF Live, og Mølgaard Data sørger for, at også delkaraktererne kan følges online. DRF Pressemeddelelse

Ridehesten.com vil berette fra stævnet, og magasinet Ridehesten vil i september-nummeret bringe en stor artikel om DM i dressur på Broholm.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner