Nadja laver takeover på Instagram

02-07-2025 19:16

Trine Askjær-Jørgensen

Nadja Aaboe Sloth er i denne uge en del af det dressurhold, der skal repræsentere Danmark i Nations Cup i tyske Aachen. Som noget helt særligt deler hun oplevelsen ved verdens største ridestævne med Ridehestens følgere, når hun laver takeover på vores Instagram

Copyright Ridehesten.com
Nadja Aaboe Sloth og Favour Gersdorf. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

32-årige Nadja Aaboe Sloth bor i Svinninge på Sjælland med sin kæreste Henrik og deres datter Victoria. Til dagligt arbejder hun som fængselsbetjent, men derudover er hestene en stor del af Nadjas liv, og hun har gjort sig bemærket i landsholdssammenhæng de seneste år med flagskibet, den 12-årige dansk varmblodsvallak Favour Gersdorf e. Foundation/ Leandro (opdr. Inger-Marie Andreasen), som hun har ejet, siden han var to, og selv uddannet til Grand Prix med hjælp fra sin træner.

Nadja bor på en landejendom med 14 heste, hvoraf tre af dem er datterens ponyer, Nadjas tre heste, som hun ejer helt eller delvist (Favour Gersdorf, Bonita Gersdorf og Qamikaze), samt syv heste, der er i ridning med henblik på uddannelse eller salg. Udover ridning og arbejder underviser hun også en del elever og turnerer land og rige rundt for at deltage i stævner på både nationalt og internationalt niveau samt i championater og UVM-sammenhæng.

Copyright Ridehesten.com
Nadja med Bonita Gersdorf e. Foundation/ Leandro (opdr. Inger-Marie & Leif Andreasen) til UVM-udtagelse i Randbøl. Foto: Ridehesten.com/Mie Thorup Poulsen

I denne uge er Nadja til internationalt stævne i tyske Aachen, hvor hun med Favour er udtaget til at repræsentere Danmark på det dressurhold, der deltager i den 5-stjernede Nations Cup. Samtidig har hun den 9-årige dansk varmblodsvallak Satchmo e. Hesselhøj Donkey Boy/ Blue Hors Future Cup (opdr. Erik Mølbak) med i den 1-stjernede tur.

– Mine forventninger er at det forhåbentlig bliver god uge med masser af god ridning og hygge blandt de andre danskere, og at jeg får nogle gode og lærerige ture på begge heste, fortæller Nadja.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Nadja kommer til at tage Ridehestens følgere med på den oplevelse, det er at deltage ved sådan et stort stævne, når hun laver takeover på Ridehestens Instagram-profil. Her deler hun løbende en masse stories, så du kan følge med i, hvordan det går, blive klogere på Nadja og hendes heste, sporten og meget mere.

Så husk at følge med på Ridehestens Instagram!

Hvis du vil vide mere om Nadja, bragte vi i Magasinet Ridehesten oktober 2021 et stort portræt med titlen "Fængselsbetjent om natten, rytter om dagen og mor om aftenen". Du kan finde artiklen i vores e-magasin, hvor du også finder det nyeste Ridehesten samt magasiner helt tilbage til 2005. Det er et helt arkiv af viden med alt om heste.

Copyright Ridehesten.com
Nadja og Satchmo e. Hesselhøj Donkey Boy/ Blue Hors Future Cup vandt årets uofficielle DM i lilletur i Randbøl i slutningen af maj. De ses her sammen med DV-vallakkens opdrætter Erik Mølbak. Foto: Ridehesten.com/Maria L. Mortensen

Følg med på Instagram:

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner