Kære Læsere, så blev det tid til vores anden blog om Mountain Trail. 

I denne blog har jeg inviteret en af gæsterne fra Djurs Horse Park til netop at fortælle lidt om, hvordan træning i Mountain Trail har hjulpet hende og hendes hest til at have gensidig tillid til hinanden og ligeledes blive stabile sammen i situationer, de ellers ikke var tidligere.

Mountain Trail handler om at udvikle modige, sikre og trygge ekvipager i alt terræn - en forhindring ad gangen. Og det er virkelig værd lige at stoppe op og tænke over hvordan man gør det. For hvad er mod og sikkerhed, når man er sammen med sin hest i hverdagen? For mig handler det om, at hesten skal være tryg og kunne yde sit bedste, når den bliver bedt om en opgave – uanset om den er velkendt, eller om opgaven er ny. Det handler om, hvordan min hest anser en opgave og hvordan den bruger sin energi. En hest som er bekymret har, i min optik, et uudnyttet potentiale, som vi kan få til rådighed ved at hjælpe den til løsninger, som gør den mindre bekymret. 

Læs Louise Møller Lerche Kjeldsens historie og efterfølgende min forklaring på, hvad der har gjort forskellen efter træning med Mountain Trail

Mit navn er Louise og er så heldig at dele mit hestepigeliv med min drømmehest Fakila. Fakila er en 7 års barokpinto-vallak, som er kåret i Dansk Pinto og far til 3 smukke afkom, hvoraf 2 af dem er avlet hos mig. Oprindeligt var tanken, at han fortsat skulle indgå i avlen, men det viste sig rimeligt hurtigt, at hans psyke ikke rigtig kunne holde til det. Så da han pludselig stod med stressrelateret mavesår, valgte jeg at kastrere ham.  

Fakila er en pleaser, og gør alt hvad han kan for at behage, men samtidig er han en hest, der lukker ned og går i baglås, når han bliver presset eller utryg. Jeg har altid gået forrest, når han var utryg, og det har gjort at i stedet for at opbygge hans selvtillid, så ligger han sit liv i mine hænder og regner med, at jeg får ham levende igennem alt nyt eller skræmmende. Det har jeg især oplevet på ture i det fri, hvor jeg ofte skulle af og trække ham forbi ting. Det har jeg gerne gjort, fordi jeg altid har troet på, at man skal være en fair og troværdig leder, som viser vejen for sin hest. Det har langt hen at vejen fungeret for os, men uanset hvor mange gange vi passerede noget til fods, så var det lige farligt, når jeg satte mig op igen. 

Som barn havde jeg en hest, der styrtede med mig rigtig mange gange, hvilket gav mig alvorlig rideangst. En angst jeg har brugt rigtig mange år på at komme over. Selvom jeg syntes, at jeg var kommet mig ret godt og egentligt følte, jeg kunne stole på Fakila, så endte vi alligevel i ond cirkel. Jeg spændte op og strammede tøjlen, når han blev nervøs, hvilket gjorde ham endnu mere utryg. Jeg var ikke bange, men heller aldrig rigtig afslappet. 

En dag ser jeg opslaget om åbningen af Djurs Horse Park, og tænker straks, at det måske kan hjælpe os videre. Nu har vi efterhånden været der en del gange, både til heldagskurser, eneundervisning og stævne.  

Grundet Fakilas stressniveau ved man aldrig rigtig, om det er en on- eller off-dag, før man kommer ud i parken. Bare det at gå over en simpel bro på jorden kan være en kæmpe udfordring for ham. Jeg har skulle lære at tænke helt anderledes i min træning fra jorden, for at få opbygget hans tro på, at han godt selv kan løse opgaverne. I parken er der altid rigtig god hjælp at hente ved instruktørerne, der gerne tager tovet og viser hvordan teknikkerne skal bruges, hvis det er det, man har brug for. Det var helt nyt for mig at træde til side og forlange, han selv skulle gå over en bro, i stedet for som før at gå foran og ”lokke” ham med. At få ham til tro, ikke mindst på, at han selv kan gå over en bro, men også stole på, at jeg ikke beder ham om noget, han kan dø af. Det har også givet mig en rigtig god forståelse for de dæmpende signaler, han sender. Så i stedet for at tro, at han har travlt med alt muligt andet og irettesætte ham, kigger jeg væk fra ham, så han får ro til at forholde sig til opgaven. Han er klog, for han lurer hurtig at gøre mindst muligt, men nok til at presset går af, så det handler også om, at kunne læse hvornår man kan forlange lidt mere, og hvornår man skal give efter. Det hele gælder også fra ryggen, men det kræver bare lige en god portion mod og is i maven at turde slippe tøjlen helt, rette sig op og kigge lige ud, mens en til hverdag pivet hest skal gå ned ad en trappe eller over en bro. Tillid, tålmodighed og timing er nok i virkeligheden nøgleordene for os. 

Jeg står i dag med en hest, der har fået en markant bedre selvtillid. Jeg behøver ikke længere stige af for at trække ham forbi eller hen over noget. Han kan stadig blive helt bananformet og vi skal somme tider bruge lidt tid på at løse opgaven, men han gør det, og han overlever. Han går forrest på tur og springer ikke for noget. Han søger sågar selv vandpytterne, selvom han frit kan vælge at gå uden om. Men vigtigst af alt, har jeg lært at slappe af og slippe tøjlen, selvom noget er lidt farligt. Det har forstærket vores tillid helt enormt, og jeg er aldrig mere anspændt eller nervøs, når jeg rider ud på ham. 

Jeg kan ærligt sige, at Mountain Trail har gjort en verden til forskel i Fakilas og min hverdag. 

Kommentar fra Helle:
Louise og Fakila var i princippet landet et udmærket sted, man kan kalde det et funktionelt sted, men ikke et særlig praktisk sted. De kunne ride afsted på tur og komme hjem igen. Men ikke uden at Louise måtte til fods ind imellem. Derudover kunne de en masse ting i deres hverdag, men som Louise beskriver, så var det med anspændthed for både hende og Fakila. Hun skulle altså tage et kæmpe ansvar for dem begge.  

Ved at anskue tingene lidt anderledes og give hesten ansvar for en større del af opgaven, faktisk halvdelen af ansvaret, flyttede vi Fakila fra et sted, hvor alt var anspændt og han tvivlede enormt meget på sig selv, til et sted hvor han begyndte at vise mod og initiativ.  

For nervøse og utrygge heste kan vi have en tendens til at lade dem lave meget lidt og belønne dem meget for en indsats, som vi vurderer, er stor for hesten. Vi opbygger opgaverne til ikke at være for svære for hesten, dvs. vi sætter barren ned for at give hesten chance for at klare det og føle sig tillidsfuld med opgaven. Det er også helt sikkert den rigtige tilgang, MEN der er en bagside hvis man bliver for forsigtig, eller for hjælpende og kravene til hesten bliver for små. 

Forestil dig, at du er ansat på en arbejdsplads, hvor du får en ny, måske virkelig udfordrende, opgave, men chefen kommer og standser opgaven og giver dig en pause, hver gang du er gået i gang, eller hver gang du er stille fordi du tager en tænkepause, eller måske endda lige når du er på nippet til at løse opgaven? 

Hvordan vil det føles? Måske vil du affinde dig med det i en periode, men efter et stykke tid, vil det være nærliggende, at du kunne begynde at spekulere over, hvorfor chefen gør det?  Måske syntes han, du er for dårlig til det? Ikke hurtig nok?  Eller værst af alt, at han ikke tror på at du kan? 

Min pointe er: Hvad nu hvis vi indirekte med for hyppig ros og belønning for en lille indsats kommer til at afbryde hesten i udviklingen, fordi vi dybest set ikke tror, hesten kan klare mere end det den gør? Skaber vi så udvikling eller afvikling? 

Det er altid en fin balance mellem at træne tilpas eller komme til at skubbe for meget på, men TID er vores bedste ven. Vi kan beslutte os for, hverken at presse på eller vende væk fra øvelsen, men blot give tid, lige der midt i øvelsen og acceptere, at det er et fint sted at være. Imens vi gør det, kan vi øve os i at se det nøgterne i opgaven; det kan godt være at hesten syntes at broen eller vandpytten er det værste i verden, men hvad er den egentligt?? Sluger den heste? bryder den sammen under dem og de bliver opslugt i det store sorte hul? Hvis svarene er nej, så hav mod og ro nok til at blive i opgaven sammen med din hest, lad den regne det ud sammen med dig, at den sagtens kan!

Med Fakila var opgaven at tro på, at han sagtens kunne klare opgaven. I overført betydning; ”at han var sejere, end han selv troede”, og så give ham tid og afvente, hvad der sker, hvis vi IKKE tager ham ned af øvelsen, heller ikke indfrier hans ønske om at Louise skal gå foran ham, men blot lader ham holde pause midt i den, der hvor han er kommet til -uden at være bange for, at han bliver overstimuleret, presset eller stresset. Men blot VENTE på ham, og holde fokus på at opgaven her i virkeligheden er ret simpelt! Man kan sige, at vi IKKE gjorde os til dommer over, hvor meget (eller hvor lidt) han kunne klare, men lod ham vise os det i stedet.  

Fakila fik lov at vælge tempoet og belønningen var ikke at stoppe øvelsen, men at lade ham beslutte, hvad han var klar til, og tro på at han var sej nok til at kunne finde ud af det. Forskellen var på denne måde, at ville han ned fra en øvelse, gjorde vi det,og så forfra igen, men vi gav ham også muligheden for at vise os, at han godt kunne mere – nemlig at gå videre efter en lille pause der hvor han var kommet til med øvelsen.

Når Fakila bevægede sig fremad, uanset om det var fra jorden eller ridende, var det Louises opgave at være en god handler og rytter, og ikke komme i vejen for sin hest, hverken med vægtforskydelser, eller med for kort tøjle eller snor, eller ved at stå det forkerte sted i forhold til ham og øvelsen. Fakilas opfattelse af øvelsen skulle være, at han kunne regne med Louise og alt det, hun gjorde. Louises opfattelse af øvelsen skulle være, at hendes hest kunne meget mere selv, end hun troede og det gjorde hele forskellen! 

Mountain Trail kan lære os at stole på vores heste i en helt ny dimension. 

At give hesten ansvar og acceptere at den ved bedst, hvordan den holder balancen på sine 4 ben og hvor den sætter dem, kan være grænseoverskridende for mange! 

Når vi som mennesker skal acceptere at vores opgave ( kun) er at kende ruten og planen og så lade være med at stå/være i vejen for hesten, så kan det næsten føles som kontrolsvigt for mange.  

Men at mødes, hest og rytter i et samspil hen over en hængebro eller ned igennem en grøft, hvor man som rytter kan mærke helt ro i kroppen og 100% tillid til at hestens fysik og evne, overstiger ens egen forventning, ja det er ren magi for mig, og det er essensen af at begge parter får frit spil til at udnytte deres spidskompetencer i et unikt samarbejde.