Molslab negligerer egen dyrlæges anbefaling

06-05-2021 18:58

I den seneste uge har man set endnu et eksempel på, hvordan dyrevelfærden i Rewilding- og naturplejeprojekter i Danmark halter og Hestens Værn er derfor bekymret for dyrevelfærden i kommende Naturnationalparker

Copyright Ridehesten.com
Først efter hoppen har folet, er dens halsbånd blevet fjernet og har efterladt store og dybe kødsår. Foto: Privat.

Gennem de sidste to uger er der kommet mere og mere fokus på Molslab, hvor en højdrægtig hoppe var stærkt generet af  et GPS-halsbånd og nu efterfølgende har fået store sår. Historien har også nået dagspressen og Hestens Værn har i dag udsendt følgende pressemeddelelse hvor de også viser billeder af hvordan hoppen ser ud på nuværende tidspunkt, som man kan se HER

En drægtig hoppe på Molslab havde i sidste uge fået sit GPS-halsbånd ud over hovedet, hvor det sad urokkeligt fast. Molslabs tilknyttede dyrlæge frarådede, at man bedøvede hoppen, da den var højdrægtig og da bedøvelsen kunne skade føllet. Dyrlægen anbefalede, at man straks efter fødslen fik fjernet GPS-halsbåndet, da det sad så det kunne skade hoppen. Hoppen folede 30. april, men først 3. maj blev der fra Molslab iværksat hjælp. Man trodsede altså egen dyrlæges faglige vurdering og handlingsplan og ventede yderligere 4 dage med at hjælpe, trods man havde kendt til problemet i over en uge. Da hoppen endelig fik GPS-halsbåndet af, havde det gnavet dybe sår i begge kæbegrene, det ene øre var halvt skåret over og der var tryksår hele vejen rundt, hvor det havde siddet. Ved sin passivitet og ved at overtrumfe egen dyrlæge, har Molslab overtrådt dyrevelfærdsloven §1, §2 og §3 og forårsaget væsentlig smerte og lidelse for hoppen.

Det bliver tydeligere og tydeligere, hvor lidt respekt, der er for de dyr der skal forestå plejen af naturen i dette rewildingprojekt. Enhver kritik, bliver af museumsinspektør Morten D.D. Hansen mødt med argumenter om, at dyrene har det fantastisk og at der er større problemer andre steder fx i landbruget.

Hestens Værn sikre på, at hestene der lever under hegn på Molslab har det rigtig fantastisk i en stor del af året, men det kan og må på ingen måde undsige de problemer det skaber for dyrene, fx at måtte sulte i vintermånederne og ikke modtage rettidig hjælp når situationer som hoppen med GPS-halsbåndet opstår.

Overordnet set, er det enormt arrogant og fagligt helt uholdbart, at medarbejdere i et naturplejeprojekt som Molslab er, argumenterer med, at andre dyr har det værre andre steder, for at undgå at handle på de problemer der er med dyrevelfærden i eget projekt.

– Molslab er desværre den prototype politikerne vil se på, når man skal lave en model for forvaltning i de nye Naturnationalparker og det gør os rigtig bekymret - for hvis ikke man får løst problemerne med dyrevelfærden, vil mange flere dyr opleve sult og lidelse. Det er dyrene, der i den sidste ende bliver taberne her, udtaler formand Julie Fjeldborg.

//Pressemeddelelse

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen