Amira Aasted Jespersen
Jeg har været afsted til mit første landstævne på Panda, nemlig DM hold. Jeg ved godt det er lidt tid siden jeg var afsted, men har haft rigtig travlt med skole osv., at jeg ikke lige har haft tid til at skrive det. Men jeg synes stadig ikke at i skal snydes for at høre om hvordan det gik for mig, og hvordan det var at have Panda rigtig med i byen for første gang.
Vores tur startede den 5. september, og I kan tro jeg havde glædet mig, da jeg havde haft nedtælling på min mobil i jeg ved ikke hvor lang tid. Jeg glædede mig til at komme ud og mærke landstævne-stemningen igen, og så er det jo altid lidt spændende når man skal prøve at have en ny hest med for første gang.
Jeg blev hentet direkte efter skole af min mor, som allerede havde været så sød at være ude og vaske og ordne Panda inden, så vi kunne komme afsted. Vi var fremme på Sportsrideklubben Vallensbæk kl. 16, samtidig med Laura Rohmann som der var på mit hold. De andre to der var på mit hold var Signe Andersen og Sandra Kærgaard, men de kom begge to først om fredagen.
Vi var ude og banetræne torsdag aften, og Panda var bare helt cool med det hele, og vi fik en rigtig god træning. Man kunne godt mærke på Panda at det var første gang at hun var ude i byen på den måde, fordi hun var lidt stresset i boksen og var ikke meget for at spise hendes mad. Men det havde vi heldigvis godt set komme ud fra hvad vi havde fået af vide af de gamle ejere. Så vi havde heldigvis taget noget ekstra mad med som vi ved hun elsker, og så måtte hun jo få det.
Vi skulle bo sammen med min veninde Laura fra holdet og hendes mor, som har en lejlighed i København, så det var virkelig dejligt.
Fredag var første stævnedag og jeg havde først starttid kl 17.29, så jeg havde hele dagen til at gå og hygge med Panda, og få set noget ridning. Det var rigtig dejligt at se at Panda falde mere og mere til ro, som tiden gik. Noget af det som er virkelig dejlig med Panda er at hun er sådan en sød hest, hun er bare så rolig når det kommer til håndtering af hende. Så hver morgen gik jeg en tur med hende, og det lyder måske meget normalt men for mig er det stort, fordi jeg har aldrig haft en hest eller pony som du bare ikke har kunnet gå en tur med til stævner, så det er sådan nogle ting jeg synes er helt vildt fedt.
Nå hvis vi skal holde os lidt til ridningen, så havde jeg som sagt starttid sent, og min træner kom selvfølgelig og hjalp os på opvarmningen. Men problemet var at min træner havde 3 ryttere i LA5’en som jeg skulle ride, og vi lå lige efter hinanden. Men det er Lisbet heldigvis god til hun kan bare holde hovedet koldt og kan få hjulpet os alle uden det kommer til at virke stresset. Jeg havde en virkelig god tur Panda var virkelig var med mig hele vejen rundt og lyttede 100% til mig. Vi havde desværre begge vores skridt overgange som ikke var så gode, men vi red 71,5% og blev nr. 2 lige efter nr. 1 der fik 71,6%. Jeg var såå glad og var pavestolt over Panda.
Lørdag var første hold dag. Og jeg skulle ride kl 14:29, og igen kom Lisbet og hjalp på opvarmningen. Denne gang var dem hun skulle hjælpe fordelt lidt bedre så det gjorde det lidt nemmere. Vi havde en fantastisk tur, altså hun blev bare ved med at give mere og mere inde på banen. Der var stadig lidt med vores skridt overgange, men ellers var der bare WOW og vi red 71,6% så jeg var så stolt af hende.
Vores hold havde haft nogle rigtig fine ture med nogle små fejl alle sammen. Så vi rykkede ind på en 3. plads efter første dagen, så tæt på nr. 2, så vi mere end bare klar til søndag: finaledagen.
Søndag havde jeg starttid kl. 14:13, og jeg må sige at jeg var lidt nervøs, fordi Panda har aldrig gået 3 dage i træk, så jeg var lidt nervøs for at hun ikke ville kunne klar det. Men hun var så fin ude på opvarmningen, jeg kunne selvfølgelig godt mærke at hun var ved at være lidt brugt. Inde på banen levere vi vores bedste indtil videre, alting sad lige i skabet og vi lå på 73%. Men så laver jeg en rytterfejl da jeg lige læser hende lidt forkert i traven, da jeg mærker hun lige kommer lidt bag mig, får jeg trykket lidt for meget til hende så hun springer an og det er virkelig bare dyrt. Men det er en fejl som jeg 100% tager på mig da det var mig der læste hende forkert. Men vi fik alligevel kæmpet os op på 70,1% så jeg var stadig virkelig godt tilfreds med resten. Og efter min tur var det som om at løbet bare var kørt for mit hold. Vi havde virkelig ikke nogle gode ture nogle af os, Laura var endda ved at falde af på banen fordi hendes hest gik helt amok. Så efter de ture må vi sige at vi er meget stolte over at vi kun rykkede en plads ned. Så vi blev samlet nr. 4. Så alt i alt er jeg virkelig mere end bare tilfreds med mig og Pandas første B-stævne. Så nu er træningen sat i gang frem mod MB’erne. Så vi forhåbentlig kan være klar til landsstævnerne i det nye år.