Mikala bedste dansker i Las Vegas

19-04-2015 06:09

De tre danske repræsentanter i World Cup finalen 2015 sluttede flot som nr. 9, 11 og 12 i nat i Las Vegas, hvor de efterlod et flot indtryk af dansk dressur

Tre danske ryttere - Agnete Kirk Thinggaard, Mikala Münter Gundersen og Lars Petersen - havde kvalificeret sig til World Cup-finalen i dressur i Las Vegas igennem kvalifikationer i Vesteuropa og Nordamerika igennem de seneste seks måneder. Alle tre havde forbedret deres indsats i forhold til den indledende Grand Prix i torsdags - og gav Las Vegas et flot indtryk af dansk dressur med deres Grand Prix Kür.

Agnete Kirk Thinggaard var anden rytter på banen og dermed første dansker og fik en rigtig god oplevelse sammen med sin hest Jojo AZ, som spillede med hele vejen. 

- Jojo var meget mere med mig i dag og jeg var meget tilfreds med turen. Det et en svær opgave at starte som nr. 2 på banen, men jeg synes vi gjorde vores bedste og fik det bedste ud af situationen med det udgangspunkt, vi nu engang havde fortæller Agnete til Ridehesten.com.

- Det var en fed oplevelse! Publikum klappede flere gange inde i programmet, og de sluttede med at klappe i takt til sidste midterlinje. Det oplever man ikke hver dag, og jeg var meget rørt, beretter Angete og fortsætter: - Det har været en fantastisk oplevelse at være her til World Cup-finalen! Waw!!!

- Sikke en vildt fantastisk sæson, det har været - jeg er meget glad og stolt! Næste stævne er DM, og jeg glæder mig, slutter en sprudlende glad Agnete fra Las Vegas.

Også Mikala Münter Gundersen oplevede i aftes en tur, hvor hendes hest My Lady gav sit bedste.

- Jeg er mega stolt over, hvor flot My Lady har klaret sig i den meget store atmosfære her. Hun var temmelig spændt idag, men hun gjorde sig umage for ikke at lave fejl, fortæller Mikala til Ridehesten.com.

Publikum klappede i vores passage og til etterne. Det var for vildt, og Lady blev nærmest kun bedre af det  Hun elsker at vise, hvad hun kan, og selvom vi havde et par steder, hvor det var lidt svært, så fik hun alligevel vist sine øvelser rigtig godt, beretter Mikala.

- Min musik fra filmen Burlesque var lidt af et hit herovre. Det fik folk op af stolene, og jeg havde virkelig en sjov ridetur, fortæller hun og slutter: - Jeg er bare så glad. Det har været en kæmpe oplevelse at ride med her i Vegas.

Lars Petersen og Mariett har været i topform igennem hele vintersæsonen i Florida. Det er de stadigvæk, men der indløb nogle dyre fejl i deres kürridt i Las Vegas, og det holdt dem fra at nå den placering i top ti, som man kunne have håbet på. Efter ærgrelsen over at fejlene i changermentserierne havde Lars nær glemt at tage hatten af i den afsluttende  parade!

Med placeringer som nr. 9, 11 og 12 ud af atten finalister har de danske ryttere meget at være stolte over!

 

Læs også den engelske nyhed HER

Se stævnets resultater HER

Videoer

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner